- Regeringens forhøjede dieselafgifter er et utroværdigt holdningsskift og en spand koldt vand i hovedet på arbejdet for at forbedre transporterhvervets konkurrence-evne, lyder det fra DTL i et usædvanlig skarpt angreb på partiet Venstre
Af Finn Bruun
DTL har i de senere år gjort meget for at sikre dialogen mellem erhvervet og regeringen og fået indtryk af, at der langt ind i ministerierne var skabt en forståelse for erhvervets vilkår og transportens betydning. Senest havde man et rost møde med skatteministeren, men så kom forslaget om dieselafgifter, som går på tværs af det, som DTL og hele branchen troede, at man havde opnået: Politisk lydhørhed for erhvervets situation.
HTS har været ude med kritik af, at en forhøjelse af dieselafgiften i virkelighed er en skat på mobilet, som rammer et i forvejen afgiftstynget erhverv.
Og nu skyder DTL med skarpt:
Forhøjelsen, som er et led i skattepakken, vil allerede fra 2008 betyde ekstraudgifter for det danske transporterhverv på 50 mio. kr. og da skatteplanen løber frem til 2015 med årlige stigningen vil den samlede regning blive på 1,8 mia. kr., vurderer DTL
- Vi undrer os over, at regeringen jagter transporterhvervet med nye afgifter, når Venstre kritiserede Socialdemokraterne for præcis det samme for bare få måneder siden. Det er en meget pudsig kovending, siger adm. direktør i DTL Erik Østergaard.
Forhøjelsen af afgiften er en del af finansieringen af regeringens nye skattepakke, der rækker frem til 2015, og da dieselafgiften skal stige hvert år frem til 2015, vil den samlede ekstraregning til transporterhvervet i perioden løbe op i 1,8 milliarder kr.
Brud på skatte stoppet
Socialdemokraterne foreslog dengang en vejafgift for lastbiler, så skatten på miljørigtige personbiler kunne sættes ned, og det forslag blev fejet af bordet i kraftige vendinger af Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen i TV2 Nyhederne.
DTL er meget kritisk over for, at regeringens skattelettelser skal betales af et i forvejen trængt transporterhverv.
- De forhøjede dieselafgifter er en spand koldt vand i hovedet i forhold til det arbejde DTL og regeringen netop nu er i gang med for at forbedre transporterhvervets konkurrenceevne og produktivitet. Transporterhvervet har brug for gode rammebetingelser og ikke endnu flere afgifter, siger Erik Østergaard.
Transporterhvervet døjer i forvejen med meget høje oliepriser, drevet af verdensmarkedsprisen på råolie. Oven i hatten kommer så forhøjelsen af den tyske vejskat, som DTL har beregnet kommer til at koste de danske transportvirksomheder 30 mio. kr. om året.
Skattestoppet er brudt – og transporterhvervet betaler prisen for det, siger Erik Østergaard.
Også HTS-direktør Michael Svane ønsker forslaget taget af bordet.
- Det er en dårlig ide at hæve brændstofafgiften, sådan som regeringen lægger op til.
Det jo netop transporterhvervet, der i forvejen er stærkt afgiftstynget, som skal skabe forudsætningen for den vækst, som alle ønsker for at kunne finansiere velfærden. Højere afgifter lægger en bremse på aktiviteten og hæmmer dermed væksten, advarer han og tilføjer, at afgiften bør tages af bordet eller i det mindste ledsages af en form for kompensation, så det ikke gør ud over evnen til at klare globaliseringsudfordringen.
Der er dømt miljø
Fra Venstre side svares der med, at det er nødvendigt med afgifter som led i kampen for et bedre miljø i lyset af klima-ændringerne, og miljøminister Conni Hedegaard har i forlængelse af oplysningerne om den hurtige afsmeltning af polar-isen udnævnt transporten som en af de værste klima-syndere.
Det er en arv fra Svend Auken-perioden, at når først der er dømt ”miljø” i en diskussion, så behøver man ikke forholde sig så meget til kendsgerningerne.