Når politiske forhandlinger nærmer sig målstregen, og der skal slås søm i en aftale, sker der noget med argumentationen. Så kan handlinger, man ellers havde fravalgt, pludselig få en anden valør – de kan være udslagsgivende for et kompromis, og så må man bagefter finde nogle passende argumenter.
Det kan meget vel være sådan, at en forhøjelse af dieselafgiften pludselig er kommet på bordet som led i regeringens skattepakke. Det er sket før, og det er bestemt ikke noget udslag af hverken iderigdom eller fremsynethed. Og saglige argumenter er der ikke mange af.
Skiftende regeringer har altid haft en bunke redskaber i posen. Tidligere var det altid byggeriet man brugte som regulator og kunne skrue op og ned for i takt med udsvingene i nationaløkonomiens temperatur. Senere har transportbranchen med sin afhængighed af brændstof været et nemt afgiftsoffer, selv om skruen altid kun er blevet drejet den ene vej. Strammere.
Det siger sig selv, at det kræver energi at flytte en vare, og når varestrømmene vokser, som de gør i disse år og endnu mere i de kommende år, så stiger transportbehovet. Vi kan ikke være en del af den internationale udvikling, hvis ikke vi har en velfungerende dansk transportsektor og ikke blindt lægger afgiftsbyrder på erhvervet – kør-dansk-byrder som skader konkurrence-evnen.
Netop som landtransporterhvervet har vist sin duelighed og sin store betydning i samfundsøkonomien og er kommet med på politikernes dagsorden som seriøs partner i en den udvikling, som alle går ind for, så kommer tilbagefaldet.
Politikerne glemmer de visioner, der ligger bag de mange strategier og planer for transport og infrastruktur, som skal køre os i position til fremtiden, og vender tilbage til gammeldags afgifts-tænkning.
Det er ikke svært at forstå, at politikerne kan have grumme svært ved at gøre alle tilpas – især ikke en kompromis-situation, men netop en regering, som har tilpasning til globaliseringen som et af sine store mål, kunne godt have udvist lidt større kreativitet.
Nu rammer man transporten med millionstore ekstra afgifter – det bliver over en milliard set over skattepakkens forventede levetid. Uden at få noget igen, udover kronerne.
Hvor er argumenterne? Dem er der ingen af bortset fra et miljømæssigt argument, som altid er svært at gå op imod.
Hvem kan være modstander af et godt miljø. Hvem synes, at man skal blæse på CO2-udledningen, global opvarmning og klimaforandringer. Ingen.
Det viser sig, at isen på Nordpolen smelter hurtigere, end forskerne havde forventet. Det er naturligvis bekymrende, men det er nok klogt ikke at lade sig gribe af panik. For få år siden advarede forskere om, at vi stod overfor en ny istid. Geologer, som tæller klodens alder i milliarder af år kan berette, at vi i dette årmillion faktisk befinder os i en usædvanlig kuldeperiode på disse breddegrader. Vores ”naturlige” klima er snarere subtropisk.
Ikke at det betyder, at vi på nogen måde skal være ligeglade med de aktuelle klimaforandringer, men det vil være velgørende med nogle neutrale fakta befriet for politisering og moralisering, som vi kunne handle ud fra. Hvor meget er dommedagsprædiken og hvor meget er realiteter.
Hvis der kan skabes konsensus om en fornuftig handlingsplan for CO2-udledning vil transportbranchen kunne være en stærk medspiller. Det ligger næsten ti år tilbage, at ITD og transportkøberne gik sammen om et miljøprogram, og det har lige siden været en selvfølge for erhvervet at tage vidtgående miljøhensyn som en naturlig del af hverdagen. Se blot på de nyeste lastbiler, som præsterer flotte miljøtal.
Sandheden er, at holdninger batter langt mere end afgifter. Men i stedet for at skabe opbakning til en ekstra indsats, får vi altså nogle gammeldags dieselafgifter. Kan vi ikke gøre det lidt bedre.
BREAKING