Det er ITD, som har bakket op om vognmand Jesper Madsens frakendelses-sag, som nu går videre til EF-Domstolen, og formanden Mogens Therkelsen håber, at det får justitsministeren til at ændre holdning til urimelige sanktioner
- Det kan ikke være rigtigt, at man kan miste sit levebrød som følge af nogle mindre betydelige overtrædelser, der er foretaget under privat kørsel. Derfor glæder det os, at dommeren i Herning har sendt sagen videre til EF-Domstolen, siger ITD-formand Mogens Therkelsen.
Vognmanden, der er enkeltmandsvognmand, har fået tre klip i kørekortet og står til en frakendelse af kørekortet for mindre hastighedsovertrædelser i sin private bil, men i Herning Byret har man valgt at lade EF-Domstolen se på sagen.
Ønsker rimelighed
- Vi håber, at det får justitsministeren til at se nærmere på sagen. Der er sket lettelser i sanktionerne, men ikke på dette felt. Det kan ikke være meningen, at straffen på den måde et helt ude af proportioner. Ingen skal være i tvivl om, at vi går ind for at loven naturligvis skal overholdes, men der må være en vis rimelighed i de sanktioner, der følger efter en mindre alvorlig overtrædelse, siger Mogens Therkelsen, som advarer om, at det netop er den slags trusler, som er med til at flytte danske transportarbejdspladser ud af landet.