Højesteret har netop afgjort i to principielle sager, hvor det offentlige var part
Af advokat Henrik Kleis,
advokatfirmaet Delacour, Århus
I den sidste uge af august afsagde Højesteret dom i to sager, der på den ene eller den anden måde involverede det offentlige som part.
I den ene sag var spørgsmålet om Kort- og Matrikelstyrelsen var ansvarlig for fejl søkort udgivet af styrelsen og i den anden sag var spørgsmålet, om Skatteministeriet kunne holde Dansk Transport & Logistik (DTL) ansvarlige i henhold til tidligere udstedte autorisationer efter TIR-konventionen.
Sagen om søkortet tog sit udspring i 2001, hvor en lystsejler drog fra Østerby Havn på Læsø for at sejle mod Anholt. Sejlbåden med det poetiske navn "Moars Ark” var en 34' Norship med en dybgang på 1,6 m.
Lystsejleren havde købt og anvendt Kort & Matrikelstyrelsens søkort nr. 101 i målestok 1:200.000 fra 1998, som særligt rettede sig til lystsejlere.
Moars Ark stævnede ud af havnen med kurs nord, indtil den var fri af de bundgarn, som var opstillet nordøst for havnen, og derefter lagdes kursen 80 grader øst, idet der blev navigeret mellem kortets dybdekurve for 2, henholdsvis 4 meter, og nærmest ved den sidstnævnte markering. Fartøjet stødte imidlertid på nogle sten og grundstødte på et sted sydvest for Engelskmandsbanke, hvor der trods søkortets udvisende kun var 1,5 meter dybde, og hvor der ikke var markeret sten. Båden blev med assistance fra Redningsstation Østerby trukket fri. Den var sprunget læk og måtte på værft, hvor den siden blev repareret.
Det omtalte søkort var udgivet i 1998 af Kort & Matrikelstyrelsen på grundlag af en digitalisering af data i form af opmålinger, som i et vist omfang blev foretaget i slutningen af 1800-tallet. Disse opmålinger havde ligget til grund for et ældre analogt søkort i målestok 1:180.000, hvor udsnittet i 1992-versionen var anderledes.
Et produkt
Lystsejleren fik opgjort skaderne til 233.191,70 kroner, og det var dette beløb, sejlerens forsikringsselskab, der i første omgang havde betalt, krævede refunderet af Kort & Matrikelstyrelsen ved Sø & Handelsretten.
Sø & Handelsretten startede med at henvise til, at angivelserne i "Den Danske Havnelods" navnlig rettede sig navnlig til erhvervsfartøjer, der typisk stikker dybere end lystsejlere, og det kunne efter omstændighederne være fuldt forsvarligt for lystsejlere at vælge en anden rute til og fra en havn end den, som angives i "Den Danske Havnelods".
Det søkort nr. 101 fra 1998 som lystsejleren havde købt efter det oplyste for 133 kroner, og som han anvendte ved navigeringen, var udgivet af Kort & Matrikelstyrelsen med særligt henblik på lystsejlere.
Et søkort er et produkt, jf. produktansvarslovens § 3 og produktansvarsdirektivets artikel 2. At Kort & Matrikelstyrelsen havde ophavsret til søkort og derfor kunne forbyde andre at eftergøre dem, kunne ikke fritage Kort & Matrikelstyrelsen for ansvar for de kort, som styrelsen selv bringer i omsætning mod betaling. Styrelser, som sælger deres produkter til forbrugere mod betaling. må anses for at bringe disse produkter i omsætning som led i erhvervsvirksomhed, jf. produktansvarslovens § 4, skt. 1 og § 7, stk. 1, nr. 2, sammenholdt med produktansvarsdirektivets artikel 3 og 7, nr. 3. Det var således uden betydning, om styrelsens indtægter dækkede udgifterne, eller om der var en offentlig interesse knyttet til varetagelsen af styrelsens opgaver.
Forsvarlig sejlads
Efter indholdet af søkort nr. 101 fra 1998 var det efter rettens opfattelse forsvarligt af lystsejleren at vælge den sejlrute, som han valgte at sejle ad. Søkortets dybdekurver angav en dybde på denne rute på mellem 2 og 4 meter, og lystsejleren benyttede desuden ved sin navigering elektroniske hjælpemidler, som viste, at han holdt sig op ad 4 meter kurven. Der var derfor ikke udvist egen skyld.
Baggrunden for, at grunden på 0,9 meter og det stenede område ikke var med på søkort nr. 101 fra 1998, var efter statskartografens forklaring, at man ved digitaliseringen af det ældre analoge søkort fra 1992 havde "mistet" disse oplysninger. Med den viden, Kort & Matrikelstyrelsen havde, burde kurverne på det kort nr. 101, som lystsejleren havde købt, efter statskartografens forklaring være trukket et andet sted. Det lagdes til grund, at dette søkort havde en defekt, jf. produktansvarslovens § 5, idet det ikke frembød den sikkerhed, som med rette kunne forventes.
Havde grunden på 0,9 meter og det stenede område, som var angivet i det analoge kort fra 1992, været angivet i det digitale kort fra 1998, som lystsejleren havde købt og anvendte, ville det derimod ikke have været tilrådeligt at sejle Moars Ark ad denne rute. Skaden havde derfor årsagssammenhæng med det defekte produkt, ligesom der forelå adækvans.
Kort & Matrikelstyrelsen skulle herefter på objektivt grundlag erstatte skaden, idet den var forårsaget af den defekt ved det søkort nr. 101 fra 1998, som Kort & Matrikelstyrelsen havde produceret, jf. produktansvarslovens § 6. Der var enighed mellem parterne om den talmæssige opgørelse af skaden. Der skulle efter produktansvarslovens § 8, stk. 1 fradrages et beløb på 4.000 kroner.
Efter produktansvarslovens § 13 begrænsede loven imidlertid ikke skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt. Uanset at det i overensstemmelse med statskartografens forklaring lagdes til grund, at man ved digitaliseringen af det ældre analoge søkort fra 1992 havde "misset" oplysningerne om grunden på 0,9 meter og det stenede område, og at kurverne, med den viden, som Kort & Matrikelstyrelsen havde, burde være trukket et andet sted, fandtes det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at Kort & Matrikelstyrelsen, der udgav søkort også til varetagelse af offentlige myndighedsopgaver, herved havde handlet så uagtsomt, at der var grundlag for at pålægge denne styrelse erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler og således uden fradrag af det nævnte beløb på 4.000 kroner ved tingsskade.
Højesterets begrundelse og resultat
Kort- og Matrikelstyrelsen indbragte sagen for Højesteret, der henviste til, at lystsejleren ved sejladsen fra Østerby Havn anvendte Kort- og Matrikelstyrelsens kort nr. 101 over den nordlige del af Kattegat, der havde målestoksforholdet 1:200.000 og derfor kun i begrænset omfang tillod anvendelse af signaturer i kystnære områder. Det fremgik af kortet, at dybdeinformationerne hvilede på opmålinger af det pågældende område foretaget mellem 1881 og 1899. Ud for Østerby Havn ved Engelskmandsbanken var der i kortet markeret en anduvningsbøje, som angav til havnen mod grundene mod øst, og i et område nord, øst og vest for Østerby Havn var der på kortet angivet signaturen R for Rock (klippe).
Fejlen ved kortet var alene, at angivelsen af en grund med dybden 0,9 meter mellem 2 og 4 meter kurven var faldet ud i forhold til kortet fra 1992. Det var ubestridt, at grundstødningen ikke skete på denne grund, men på en ukendt grund ca. 800 meter øst derfor.
Efter at lystsejleren var sejlet ud af Østerby Havn og forbi nogle bundgarnspæle ca. en halv sømil ude, valgte han at forlade den anbefalede rute. Han satte således kursen østover i stedet for at holde kursen nordover, indtil han var kommet forbi anduvningsbøjen. Han sejlede herefter båden, der havde en dybgang på 1,6 meter, ind i et område, hvor vanddybden i kortet var angivet til mellem 2 og 4 meter, og bundbeskaffenheden var markeret med forekomster af sten. Lystsejleren havde ikke tidligere sejlet i området omkring Læsø og kendte ikke besejlingsforholdene.
Højesteret fandt, at lystsejleren ved under de anførte omstændigheder at have forladt den anbefalede rute burde have indset, at der var en betydelig risiko for grundstødning. Uanset at det søkort, han anvendte, ikke var påført grunden med dybden 0,9 meter, måtte han derfor selv bære det fulde ansvar for skaden. Alka Forsikring A/S havde herefter ikke noget krav mod Kort- og Matrikelstyrelsen.
Som følge heraf fandt Højesteret (i modsætning til Sø- og Handelsretten) ikke anledning til at tage stilling til, om Kort- og Matrikelstyrelsen måtte være ansvarlig efter reglerne om produktansvar.
Højesteret frifandt således Kort- og Matrikelstyrelsen og omgjorde dermed Sø- og Handelsrettens dom.
TIR-sag
Den anden Højesterets dom fra august drejede sig om, hvorvidt DTL i medfør af TIR-konventionen som garanterende organisation hæftede for told og afgifter vedrørende 7 TIR-carneter, eller om DTL var frigjort fra denne hæftelse, enten fordi DTL ved brev af 3. juni 1993 meddelte toldmyndighederne, at man midlertidigt forbød anvendelsen af TIR-carneter i forbindelse med visse tobaks- og alkoholforsendelser, eller fordi de omhandlede TIR-carneter var udløbne på tidspunktet for toldmyndighedernes attestation af dem. Endvidere drejede sagen sig om, hvorvidt DTL's indsigelser mod de rejste krav var prækluderede eller forældede.
Under sagen havde Dansk Transport & Logistik, nedlagt påstand principalt om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtedes at anerkende, at sagsøgeren ikke hæftede for told og afgifter vedrørende gods transporteret under en række TIR carnets og at ministeriet skulle tilbagebetale 406.795,00 kr. vedrørende et enkelt TIR carnet.
Garantien tilbagetrukket
Den 3. juni 1993 skrev DTL således til Told- og Skattestyrelsen:
"Vedr.: TIR-transporter med tobak og alkohol
Der er sket en alarmerende stigning i antallet af overtrædelser af told- og afgiftslovgivningen i forbindelse med anvendelsen af TIR-carnets ved transporter med tobak og alkohol. Derfor har IRU's genforsikringsselskab besluttet at tilbagetrække forsikringsgarantien for forsendelser, som indeholder disse varetyper. Som følge heraf har IRU set sig nødsaget til midlertidigt at indstille udstedelsen og at forbyde anvendelsen af TIR-carnets i forbindelse med tobaks- og alkoholforsendelser, som overstiger 500 kg. pr. carnet. Det gælder såvel for de almindelige carnettyper som for Tabac-carnets.
På denne baggrund skal vi herved meddele, at DV som en konsekvens af ovennævnte forhold fra og med den 4. juni 1993 midlertidigt har indstillet udstedelsen af TIR-carnets og TIR-carnets Tabac til transporter med tobak og alkohol.
I maj 1994 fremsatte Told- og Skatteregionen krav mod DTL for told og afgifter i anledning af et antal carneter, som var udstedt i perioden efter DTL's brev af den 3. juni 2003. DTL nægtede at honorere kravet under garantiordningen under henvisning til skrivelsen. Skattemyndighederne fastholdt kravet under henvisning til, at de pågældende carneter var udstedt inden for den på carneterne anførte gyldighedsperiode, og det var disse uoverensstemmelser der endt med at blive til en retssag efter at de administrative behandlingsmuligheder (senest told og skattestyrelsen) var udtømt.
Præklusion
Landsretten indledte med at slå fast at TIR-konventionens art. 11, stk. 3, 2. pkt., prækluderer garantiorganisationens (DTL's) krav på refusion af betalte garantibeløb, såfremt det ikke inden for et tidsrum af 2 år regnet fra den dag, da kravet om betaling blev fremsat, på tilfredsstillende måde er godtgjort over for toldmyndighederne, at der ingen uregelmæssigheder har fundet sted med hensyn til den pågældende transport. Artikel 11, stk. 3, 2. pkt. indebærer således en begrænsning i adgangen til at få refunderet allerede betalte garantibeløb. Landsretten fandt ikke grundlag for at fortolke denne bestemmelse således, at den også kunne påberåbes i en situation som den foreliggende, hvor spørgsmålet er, hvorvidt DTL hæftede for ikke betalt told og afgiftsbeløb vedrørende gods transporteret under en række TIR-carneter.
DTL fandtes som deltager i den garanterende organisation ikke med den fornødne sikkerhed at have godtgjort, at de af sagen omhandlede TIR-carneter er attesteret af afgangstoldstedet i Århus efter udløbsdatoen, eller at carneterne i øvrigt har været ugyldige. Landsretten lagde herved blandt andet lagt vægt på NN´s oplysninger om de uklare organisatoriske rammer for udstedelsen af TIR-carneter i Tjekkoslovakiet - og siden i Tjekkiet og Slovakiet - i årene 1992 og 1993, herunder om de udstedende organisationers dårlige arkiver for denne periode. Landsretten lagde endvidere vægt på, at oplysningerne om carneternes gyldighedsperiode, som var fremkommet 6 år efter, at kravene var rejst, var baseret på rekonstruerede oplysninger.
Anke til Højesteret
Landsretten fandt endvidere ikke, at DTL har været beføjet til ensidigt at suspendere sine forpligtelser i henhold til TIR-ordningen - som hviler på Told- og Skattemyndighedernes autorisation af sagsøgeren af 29. september 1983 med tillæg 21. oktober 1993. Dette måtte i hvert fald gælde for så vidt angår allerede udstedte TIR-carneter, jf. herved også kommissionens telex af 7. juni 1993, hvorefter gyldige carneter, udstedt af nationale garantiorganisationer, skulle accepteres af de nationale toldmyndigheder. Som følge heraf tog landsretten ministeriets påstand om frifindelse til følge.
DTL ankede til Højesteret, der slog fast, at da TIR-dokumenternes gyldighedsperiode ikke fremgik af den blanket, som myndighederne skal beholde ved toldbehandlingen af transporten, påhvilede beviset for, at de i sagen omhandlede carnets var åbnet af toldvæsenet efter gyldighedsperiodens udløb, DTL, og denne bevisbyrde var ikke løftet. Højesteret slog endvidere fast, at DTL ikke var berettiget til ensidigt at fralægge sig sin hæftelsesforpligtelse for så vidt angår alle TIR-carnets, herunder gyldigt udstedte carnets, vedrørende transport af særlige varetyper. Herefter var DTL ansvarlig som garant for de udstedte carnets, og Skatteministeriet frifandtes. I modsætning til i Landsretten var dommerne i Højesteret dog ikke enige om resultatet.
BREAKING