Cargo Services Container Terminal på Østhavnen i Århus blev officielt indviet i sidste uge
Af Lars Lassen
Omkring et par tusinde århusianere trodsede det lunefulde danske vejr - og forsagede samtidig de kulturelle fristelser fra Århus Festuge en time eller to – for at besøge Cargo Service Container Terminal ved den officielle indvielse søndag 2. september.
Den nye terminal, der angiveligt er den mest moderne i regionen, erstatter den gamle containerterminal på Pier4 i Nordhavnen.
Det 330.000 m2 store terminalanlæg er indrettet med høj effektivitet for øje. Lastbiler og containere scannes med kameraer allerede ved ankomsten, der via OCR-teknologi registrerer nummerplade på lastvognen og containernummer, så chaufføren omgående får besked om, hvor han skal aflevere containeren.
Selve afleveringen foregår i et slusesystem, hvor chaufføren bakker containeren ind i slusen, inden han forlader køretøjet og slusen, der først åbner for straddle carrieren, når chaufføren har ’stemplet ud’ i en kabine uden for slusen, der samtidig lukkes for chaufføren.
Først når straddle carrieren har forladt slusen, kan chaufføren vende tilbage til lastvognen og køre bort.
Ud over selve handlingen af containerne over kaj rummer terminalen en række relaterede faciliteter, herunder lager med container pakning og udpakning og container reparation og vedligehold.
Terminalen beskæftiger omkring 240 medarbejdere.
Nye udfordringer
Den officielle indvielse blev foretaget af formanden for Århus Havn, borgmester Nicolai Wammen, der fastslog havnens store betydning for Århus og hele områdets erhvervsliv.
- Omsætningen i containertrafikken er vokset langt hurtigere, end havnen selv har turdet budgettere med. Derfor er det også glædeligt, at vi med Cargo Service nye terminal bliver bedre rustet til at håndtere opgaverne. Men udviklingen stopper ikke her og udfordringerne i de kommende år bliver ikke mindre. Derfor er jeg også glad for at et enigt byråd i Århus Kommune netop har givet grønt lys for den nye tunnelforbindelse, der vil sikre langt bedre adgangsforhold for lastbiler til havnen, sagde Nicolai Wammen.
Markant milepæl
Peter Bohnsen, der er bestyrelsesformand for FAA Holding, der står bag Cargo Services Container Terminal, bød velkommen til de indbudte honoratiores inden den officielle åbning.
- Med åbningen af Cargo Services Container Terminal har vi nået en milepæl i Århus Havns historie. En milepæl der kun er nået, fordi alle parter, der har været involveret i beslutningsprocessen har udvist stor fremsynethed, forudseenhed og beslutsomhed. Grunden blev lagt allerede med masterplanen for Århus Havn i 1997, der er forudsætningen for at Århus Havn fortsat er en konkurrencedygtig og effektiv havn, der kan tilgodese den moderne søfarts behov, sagde Peter Bohnsen, der for nyligt afhændede sit og partneren Tonni D. Paulsens livsværk Unifeeder.
Han lagde ikke skjul på, at det havde været besværligt at være kunde på den gamle Containerterminal Nord.
- Den voldsomme vækst i containeromsætningen betød at forholdene på Containerterminal Nord var blevet stærkt utilfredsstillende. Det stod tidligt klart for alle brugere af den gamle terminal, at den politiske plan, der først ville sikre ny kapacitet fra 2012, var uholdbar. Derfor var det også et stort fremskridt, at byplanen blev fremskyndet, så udflytningen til den nye terminal kunne gennemføres allerede fra 1. maj 2007, sagde Peter Bohnsen, der rettede en varm tak til byrådet.
Cargo Services Container Terminal blev så småt taget i brug allerede i marts i år og - lidt forsinket – kunne selskabet køre med fuld kraft fra 21. maj, selv om der dengang stadig manglede en del anlægsarbejder. De sidste detaljer – som de permanente velfærdsfaciliteter for medarbejderne og den nye administrationsbygning bliver dog først færdige i de kommende uger.
Mindre bureaukrati
Cargo Service adm. direktør Thorning Bonne Larsen tog i sin tale udgangspunkt i de mange forsinkelser af projektet, fordi leverandørerne havde svært ved at skaffe den nødvendige arbejdskraft.
- Vores leverandører har leveret en stor indsats og det er bestemt ikke for at klandre dem. Men det er tankevækkende, at ikke en eneste leverandør har været i stand til at aflevere deres del af anlægsprojektet på containerterminalen til tiden. Men når jeg ser på den papirbunke, vi selv har været igennem i denne proces, så er det tydeligt, at der er behov for forenkling af bureaukratiet. Jeg kender ikke vægten på vores papirbunke, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis den nærmere sig et ton. Ser man på indholdet, så er det kun omkring en tiendedel, der faktisk vedrører virksomhedens drift. Her er åbenlyst plads til store forbedringer fra myndighedernes side, sagde T. B. Larsen henvendt til de tilstedeværende politikere.
- Sammenligner man med dannelsen af vores virksomhed i 1895, hvor en række arbejdsgivere gik sammen og i løbet af få dage fik dannet den virksomhed, der blev til Århus Stevedore Kompagni og i dag Cargo Service, så er jeg sikker på, at det har været noget enklere rent papirmæssigt.
T.B. Larsen takkede herefter leverandører, undskyldte for forholdene på den gamle containerterminal over for kunderne.
- Derfor er jeg også glad for at jeg i dag kan byde velkommen på en ny og topmoderne containerterminal, som jeg ved kan leve op til kundernes forventninger og behov nu og i fremtiden. Her er det dog også på sin plads med en speciel undskyldning til vognmændene, der i opstartsfasen oplevede meget lange ventetider på den nye terminal. Derfor er jeg også særligt glad for den telefonopringning jeg siden fik fra en af vognmændene, der fortalte at det aldrig har fungeret bedre, sagde T.B. Larsen.
Cargo Service ejer FAA Holding har investeret omkring 220 mio. kroner i den nye containerterminal. Dertil kommer de investeringer som Århus Havn har foretaget.
T.B. Larsen oplyser over for Transport-Tidende, at selskabet forventer en betydelig driftsmæssig gevinst på den nye containerterminal, set i forhold til driften på containerterminal Nord.