ADP’s omsætning gik fem procent op i første halvår og nåede sin hidtil højeste omsætning
I løbet af årets først seks måneder øgede Associated Danish Ports A/S (ADP) sin omsætning med fem procent og nåede dermed en halvårsomsætning på 51,3 mio. kr. - den højeste i selskabets historie.
ADP ejer og driver udover havnen i Fredericia også Nyborg og Middelfart havne
- Den forbedrede omsætning skal ses i lyset af et generelt højere aktivitetsniveau. Ro/ro godsmængden steg med 19 procent i forhold til samme periode i fjor, og containertrafikken fortsatte i det høje leje fra 2006, lyder det fra ADP.
Mindre råolie-mængder
ADP’s samlede godsmængde på alle øvrige områder end råolien fra Nordsøen, der udskibes via Fredericia Havn, steg fra 2,8 mio. tons i første halvdel af 2006 til 3,1 mio. tons i første halvår 2007, en stigning på ca. 8 procent.
Råoliemængderne er faldende i disse år, og udviste igen et fald i det forgangne halvår - på 0,6 mio. tons fra 5,7 mio. tons i 2006 til 5,1 mio. tons i første halvår i år.
Faldet skyldes nedgang i produktionen på oliefelterne i Nordsøen. Nedgangen ventes at fortsætte frem mod 2010. Herefter vil mængderne ifølge Energistyrelsen formentlig stige igen i 2011.
På Nyborg Havn fortæller godsomsætningen i første halvår atter om en havn i vækst. Godsmængden steg med hele 26 procent. Og også Middelfart Trafikhavn oplevede vækst.