ITD har bakket op om vognmands Jesper Madsens frakendelses-sag, som nu går videre til EF-Domstolen
Formanden for ITD direktør Mogens Therkelsen håber, at det får justitsministeren til at ændre holdning til urimelige sanktioner
- Det kan ikke være rigtigt at man kan miste sit levebrød som følge nogle mindre betydelige overtrædelser, der er foretaget under privat kørsel. Derfor glæder det os, at dommeren i Herning har sendt sagen videre til EF-Domstolen, siger Mogens Therkelsen.
Vognmanden, der er enkeltmandsvognmand, har fået tre klip i kørekortet og står til en frakendelse af kørekortet for mindre hastighedsovertrædelser i sin private bil, men i Herning Byret har man valgt at lade EF-Domstolen se på sagen.
- Vi håber, at det får justitsministeren til at se nærmere på sagen. Der er sket lettelser i sanktionerne, men ikke på dette felt. Det kan ikke være meningen, at straffen på den måde et helt ude af proportioner. Ingen skal være i tvivl om, at vi går ind for at loven naturligvis skal overholdes, men der må være en vis rimelighed i de sanktioner, der følger efter en mindre alvorlig overtrædelse, siger Mogens Therkelsen