Den tyske transportbranche vånder sig under et markant omkostningsspring som følge af indførelsen af arbejdstidsdirektivet og de nye køre- og hviletider.
Personaleomkostningerne for chauffører og andre mobile ansatte er steget med gennemsnitligt 9,4 procent, viser beregninger fra analyseinstituttet Frauenhofer, der har undersøgt konsekvenserne af den ny Fahrpersonalrecht – der udmønter EU’s arbejdstidsdirektiv og de reviderede køre- og hviletidsregler i tysk lov.
Frauenhofer har foretaget undersøgelsen for det tyske speditions- og logistikforbund DSLV, der netop har præsenteret resultaterne i Bonn.
Især områder som nærdistribution og løs kørsel er hårdt ramt med omkostningsstigninger på nær ved 20 procent.
Sammenlagt koster de nye regler den tyske transportbranche 4,7 mia. euro, hvilket er markant mere end indførelsen af mauten, der kun kostede tyske – og udenlandske – transportvirksomheder 3,2 mia. euro.