Dansk Transport & Logistik hilser Finansloven velkommen, fordi der er afsat penge til det danske forsøg med modulvogntog
Regeringen har afsat 85 mio. kroner til opgradering af det danske vejnet i forbindelse med forsøgsordningen.
- Modulvogntogene er en af de største landvindinger i mange år for dansk transport, og det er en sag, som DTL har kæmpet hårdt for i lang tid. Med investeringerne på 85 mio. kr. gør vi transport af gods på de danske motorveje mere miljøvenlig og mere effektiv på samme tid, udtaler DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
DTL håber dog på, at forsøgsordningen udvides, så omkring 15 ekstra havne og transportcentre kommer med på modullandkortet.
Vognmandsorganisationen glæder sig også over, at der fortsat årligt afsættes 100 mio. kr. fra 2007 til mindre anlægsforbedringer og vedligeholdelse inklusive 2 pct. realvækst i 2008-2012.
- Men grundlæggende venter de helt store investeringer jo på efterårets oplæg fra Infrastrukturkommissionen, hvor DTL arbejder stærkt for en bedre fremkommelighed, tilføjer Erik Østergaard, der selv sidder i Infrastrukturkommissionen.
DTL har i øvrigt en række konkrete ønsker til de kommende finanslovsforhandlinger, herunder udarbejdelse af et digitalt vejkort, flere rastepladser, afgiftslettelse på biobrændstof samt penge til opretning af kombiterminalerne