Atlet-Unitruck er nu på banen med en opgraderet anden generation af Mitsubishis trehjulede el-truck 24V FBKRT PAC serie.
Den største forbedring på den opgraderede trehjulede el-truck serie med løftekapaciteterne 1000, 1250 og 1500 kg er, at serien nu leveres med vekselstrømsmotorer (AC) såvel køremotor som løftemotor. En vekselstrømsmotor giver en mere let og glidende kørsel end jævnstrømsmotoren kombineret med mindre vedligeholdelse.
Den opgraderet Mitsubishi el-truck serie er beregnet til virksomheder med et mindre dagligt løftebehov og er udviklet, så den er nem at operere og kræver et minimum af instruktion for at kunne betjenes, oplyser Atlet-Unetruck, som beskriver Mitsubishi trehjulede el-truck er en smal serie på kun 997 mm og med en total længde på 1700 mm, hvilket gør den specielt velegnet til kørsel, hvor manøvreevne og pladsudnyttelse er vigtige faktorer f.eks. lagre med smalle gange.
Medvirkende til at give den store manøvreevne er, at el-trucken er baghjulstrukken. Ligeledes med til at sikre at el-trucken kan komme frem selv i meget trange områder er også dens lave højde på 2015 mm, som betyder, at den kan køre i containere, i gennemløbsreoler og andre arbejdssteder med begrænset højde.
Masten giver 360 graders udsyn, samtidig med, at der er godt udsyn gennem beskyttelsestaget, og Atlet-Unitruck fremhæver, at el-truck serien giver en præcis og ubesværet styring med dets hydrostatiske styring. Kørslen er let, lydløs og kontrolleret, som giver en behagelig kørsel, og selvfølgelig har de nye AC motorer øget accelerationsevnen og betjeningshastighed.
Mange valgmuligheder
Førerpladsen er ergonomisk udformet med god benplads og lav indstigningshøjde, justerbar ratstamme og et indstilleligt førersæde. Fodpedalerne er placeret ligesom i en bil, hvilket igen giver en lettere betjening af trucken og føreren får en masse hjælp fra truckens nye elektronik kontrol system, som giver en kontrolleret sænkning af tilt. Endvidere kan der vælges imellem fem forskellige kørselsmuligheder.
Hvis ingen af de fem forudindstillede hastigheder helt svarer til det, der ønskes, er der 26 forskellige funktioner, der også kan finindstilles, så de nøjagtig passer til den stillede arbejdsopgave. Sikkerheden omfatter håndbremse alarm, sikkerhedssele advarselslys og aktiv bremsning ved nedkørsel fra rampe. En række lys indikatorer advarer om eventuelle driftsproblemer.
- Den største forbedring i diagnostikken er en truck data analyse og programmerings enhed. Kontrol systemet kan tilsluttes en laptop eller PC, så teknikeren hurtigt kan finde fejlen på el-trucken, fortæller leverandøren, som også nævner, at der er installeret energibesparende teknologi såsom højeffektive AC motorer, regenererende energi ved bremsning og et ”steering on demand”.