Forskellige målemetoder endnu engang godkendt i nye hastighedssager

Af advokat Henrik Kleis,

Advokatfirmaet Delacour, Århus

Politiet har nu om dage et ikke-ubetydeligt antal metoder til at konkludere, om vi nu overholder de til enhver tid fastsatte hastighedsgrænser.

Radar, laser, policepilot (monteret i politibilerne), spedometerkontrol, triptæller, stopur, helikopter og endelig fartskrivere er de gængse metoder, og de fleste af de sager, der havner i retten handler i virkeligheden om, at chaufføren for så vidt godt er klar over, at der er kørt lidt for stærkt, men ikke helt så stærkt, som politiet mener, hvilket jo i den sidste ende og yderste konsekvens betyder, at målemetoden anfægtes.

Policepilot-metoden er i nogle tilfælde blevet tilsidesat af domstolene som følge af usikre forklaringer afgivet af den eller de pågældende politiassistenter, og nogle gange har den målte afstand været for kort, eller måske har fikspukterne (typisk kilometersten) ikke været helt sikre.

Ikke mindst for erhvervschaufførerne er det jo ærgerligt med en betinget eller endnu værre en ubetinget frakendelse, og ikke sjældent er det netop vognmænd eller erhvervschauffører, der kræver at få frakendelsesspørgsmål forelagt for retten.

De lovbestemmelser i Færdselsloven, der bringes i anvendelse, er dels en bødebestemmelse i § 118, dels § 42, der fastsætter en 50 kilometers grænse i bebyggede områder (§ 42, stk. 1, nr. 1) og en 80 kilometers grænse uden for tættere bebyggede områder (nr. 2). Der er selvfølgelig andre grænser, men det er oftest de to laveste, der giver anledning til bryderier.

Jeg vil kort beskrive to sager, hvor der for nylig er truffet afgørelse, senest af Østre Landsret i en sag, hvor en chauffør førte en personbil ad Albanigade i sydlig retning i Odense med mindst 85 km/t., selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke måtte overstige 50 km/t., hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 60 procent af den tilladte hastighed. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om bødestraf og betinget frakendelse.

Chaufføren forklarede, at han kørte for stærkt måske 70-75 km/t., men han erkendte ikke at have kørt over 80 km/t. Han mente, at han holdt stille ved lyskrydset ved fiskemanden på Albanigade, og han tog farten af, idet han skulle svinge til venstre ad Benediktsgade.

Tre kontroller

Politiassistenten blev ført som vidne i retten og forklarede, at han og hans kollega foretog hastighedsmåling på Albanigade med et laserapparat. Forinden var laseren kontrolleret på politistationen, hvor der blev foretaget afstand-nul-kontrol og sigtekontrol. Samtidig blev der foretaget tonekontrol. På stedet blev apparatet sat op, og displayet blev kontrolleret. Det skete tillige hver halve time.

Politiet foretog hastighedsmålinger af biler, der kørte i begge retninger ad Albanigade. Den, der foretog målingen, standsede også bilen og talte med føreren. Kollegaen noterede hastigheden på displayet over på et skema. Chaufføren kørte ad Albanigade ud af byen og havde lige passeret den katolske kirke, da hans hastighed blev målt. Laserapparatet måtte måle op til 400 meters afstand. Målesikkerheden var den samme op til 400 meter. Der blev ofte foretaget hastighedskontrol på den pågældende strækning, også om aftenen, idet der ofte blev kørt alt for stærkt. Politiassistenten oplyste i retten, at han huskede hastighedskontrollen den pågældende dag, men han huskede ikke den konkrete sag.

Politiassistenten oplyste, at han havde gennemført et kursus i betjening af laserapparatet. Han har betjent dette i cirka halvandet år, og han har foretaget mange hastighedsmålinger i løbet af 2005. Der blev i retten fremlagt kontrol- og måleskema vedrørende målingen foretaget med den anvendte laser.

Byretten fandt det bevist, at chaufføren kørte med en hastighed på mindst 85 km/t, og straffen blev fastsat til en bøde på 3.000 kr. og en betinget frakendelse.

Sigtekontrol

Sagen blev indbragt for Østre Landsret, og her blev Rigspolitiets vejledning fra oktober 2000 om Laser LTI 20.20 TS/KM fundet frem. Af vejledningen fremgår bl.a. følgende: »Sigte-kontrol skal udføres før og efter hver måleserie.«

Den 4. januar 2007 blev der udsendt en revideret vejledning, hvori der bl.a. var tilføjet følgende:

»Ved en måleserie forstås én eller flere målinger foretaget fra samme målested. Sigtekontrol før og efter hver måleserie forsikrer operatøren om, at et måleresultat med sikkerhed hidrører fra det køretøj, der er sigtet på. Sigtekontrol kan foretages på målestedet eller på et andet egnet sted. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor der ikke på målestedet findes egnede mål til sigtekontrol.«

I Landsretten fik anklagemyndigheden oplyst fra Københavns Politi, at Rigspolitichefens vejledning for LTI 20.20-laser som følge af, at en anden Østre Landsrets dom var ændret, således at det nu fremgik, at sigtekontrol skulle foretages på målestedet. Anklagemyndigheden påstod herefter domfældelse i overensstemmelse med chaufførens erkendelse, således at der skete frifindelse for den betingede frakendelse af førerretten. Umiddelbart herefter fik anklagemyndigheden fra Rigspolitiet oplyst, at ændringen af vejledningen tværtimod gik ud på, at sigtekontrol ikke nødvendigvis skulle foretages på målestedet. Anklagemyndigheden påstod derfor sagen udsat, og landsretten bestemte, at sagen udsattes til ny hovedforhandling.

Under denne nye hovedforhandling påstod anklagemyndigheden stadfæstelse. Der blev under den nye hovedforhandling afgivet supplerende forklaring af chaufføren, der forklarede i det væsentlige som i byretten og i landsretten i januar 2007.

Dokumentation af måleudstyr

Der blev endvidere afgivet forklaring af en civilingeniør ansat i Rigspolitiets færdselsafdeling, hvor han bl.a. foretog dokumentation af måleudstyr og uddannede instruktører i brug af måleudstyr. Det var ham, der i 1994 udarbejdede vejledningen for Laser LTI 20.20. Sigtekontrol skulle foretages på et smalt velafgrænset mål, som f.eks. en flagstang, og ofte var der ikke et sådant mål på målestedet. Han anbefalede derfor, at sigtekontrollen foretoges på politistationen. Det har aldrig været meningen med vejledningen at foreskrive, at sigtekontrol skulle foretages på målestedet, men efter den ovenfor nævnte anden Østre Landsrets dom fandt man det nødvendigt at præcisere dette. Formålet med at foreskrive, at sigtekontrol skulle foretages før og efter hver måleserie, var at sikre, at kun et begrænset antal målinger skulle kasseres, hvis der viste sig at være en fejl. Forskriften om, at der skulle foretages kontrol, var ikke teknisk begrundet, da der aldrig var konstateret funktionsfejl ved udstyret. Hvis bilen ikke kørte direkte mod laseren, når målingen foretoges, fordi der var en niveauforskel, eller fordi vejen svingede, ville det medføre, at der måltes en lavere hastighed end den faktiske.

Efter politiassistentens forklaring blev det af Landsretten lagt til grund, at der blev foretaget sigtekontrol af laseren på politigården i Odense før og efter den pågældende måleserie. Det blev endvidere lagt til grund, at laseren også med hensyn til display-kontrol og afstand-nul-kontrol blev kontrolleret i overensstemmelse med reglerne i Rigspolitichefens vejledning.

Efter chaufførens forklaring måtte det lægges til grund, at den udførte kontrol havde været fuldt tilstrækkelig til at sikre, at laseren fungerede korrekt, da hastigheden på chaufførens bil blev målt. Chaufføren blev herefter fundet skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Landsretten fandt byrettens straf passende og tiltrådte endvidere, at chaufføren blev frakendt førerretten betinget som bestemt af byretten. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

140 km/t

I en anden sag afgjort af Byretten i Odense var en anden erhvervschauffør i foråret tiltalt for at have ført en varebil med mindst 140 km/t, selv om hastigheden uden for et tættere bebygget område ikke måtte overstige 80 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 60 procent af den tilladte hastighed.

Chaufføren forklarede, at han den 11. september 2006 kom kørende i firmaets bil på vej hjem fra arbejde. Han var alene i bilen og blev stoppet af en patruljebil med blå blink. Vejen var rimelig smal og snoede sig meget især gennem den lille by, som chaufføren passerede. Det var meget mørkt og ingen vejbelysning. Der var ikke meget trafik. Chaufføren steg ud og viste sit kørekort. Han fik at vide, at han havde kørt 140 km/t, til hvilket chaufføren svarede, at det kunne han ikke forstå. Chaufføren havde kigget på speedometeret under kørslen, og umiddelbart inden han blev stoppet, kørte han 115-120 km/t. Hvis han havde kørt 140 km/t, var bilen væltet på grund af den snoede vej.

Vendte rundt

Politiassistenten forklarede, at han kørte patrulje sammen med en kollega. De foretog en hastighedsmåling af en personbil, som kørte i den modsatte retning ned ad en bakke. Efterfølgende var der et langt lige stykke med et sving. De vendte rundt og eftersatte bilen. Ved jernbaneoverskæringen var der fuldt optrukken, og derefter overhalede den en lastbil og satte speederen i bund. Herefter startede politiassistenten målingen ud for en kantpæl. Der kom modkørende, hvorefter politiet overhalede lastbilen. Kun under overhalingen havde politiet ikke øjenkontakt med bilen. Den blev standset et par kilometer længere fremme.

Strækningen var oplagt til at køre stærkt på, idet der var tale om en lang lige strækning med nogle meget små, bløde kurver. Ud over den modkørende bil var der ikke anden trafik. Der var ingen tvivl om, at de standsede det rigtige køretøj. Politiassistenten talte med chaufføren og spurgte, om han var klar over, hvorfor han blev stoppet. Chaufføren svarede, at han nok havde kørt for stærkt. Politiassistenten var næsten 100 % sikker på, at chaufføren var med henne ved patruljebilen og så målingen på policepiloten. Chaufføren nægtede sig skyldig og sagde, at de måtte ses i retten. Politiassistenten huskede ikke, om det var mørkt eller lyst. Politiassistenten aflæste nummerpladen, allerede da bilen passerede dem. Han huskede ikke helt, om han var fører af patruljebilen. Det var politiassistenten, der aktiverede policepiloten. Da de aktiverede policepiloten, var de ca. 100-150 meter bag bilen. Ved afslutningen var de under 100 meter bag den. De halede ind på bilen under kørslen. Politiassistenten beskrev i retten målemetoden med policepilot. Resultatet blev gemt i policepilotens hukommelse. Politiassistenten havde ikke påført det håndskrevne på anmeldelsesrapporten, side 2. Politiassistenten mente, at reglen sagde, at de skulle være omkring 100 meter bag det køretøj, der måltes.

Korrekt distancemåling

Byretten lagde vægt på, at chaufføren erkendte at have overskredet den tilladte hastighed. På baggrund af oplysningerne fra politiassistenten lagde retten til grund, at målingen var foretaget over en distance på ca. 3 kilometer, at der var anvendt kantpæle som målepunkter, og at start- og stoptidspunkter med hensyn til tid og distance var udført korrekt. Retten kunne endvidere konstatere, at der efterfølgende var foretaget en distancemåling, som viste, at den reelle distance var lidt større. Under henvisning til datoen og klokkeslættet afviste retten, at målingen blev foretaget i mørke. Retten kunne endvidere konstatere, at vejen på det pågældende sted var relativ bred og lige og kun med bløde kurver. På baggrund af politiassistentens forklaring lagde retten til grund, at politibilen ved målingens afslutning var under 100 meter fra chaufførens bil, men at den ved målingens begyndelse var mere end 100 meter fra, hvilket er et krav ifølge Rigspolitichefens Vejledning af maj 1995, punkt 5.3:

"Ved anvendelse af kontrolpunkt i vejsiden må afstanden bag målt køretøj på lige plan vej ikke overstige max. ca. 100 meter."

Under henvisning til at hastigheden i henhold til målingen var angivet til 140,61 km/t, og da kontrolafstanden havde overskredet det af rigspolitichefen anførte, fandt retten ikke med den fornødne sikkerhed godtgjort, at hastigheden oversteg 140 km/t. Retten fastsatte herefter bøden i medfør af færdselslovens § 118, stk. 3 og stk. 5, jf. § 42, stk. 1, nr. 2 til kr. 2.500.

Da målingen udviste en hastighed, der væsentligt oversteg en 60 % overskridelse, fandt retten det tilstrækkelig godtgjort, at betingelserne i færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 2 var opfyldt, hvorfor chaufførens førerret blev frakendt ham. Chaufføren måtte dog beholde førerretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen førte motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skulle frakendes.

Begge domme er således endnu et eksempel på, at domstolene i al overvejende grad godkender politiets målemetoder, men den sidste sag, hvor målingen tilsidesættes helt eller delvist, er næppe set endnu!