- I lighed med mange andre dele af transporterhvervet – og bestemt også erhvervslivet generelt - oplever eksprestransportområdet i øjeblikket vækst, udtaler Neel Frankman, administrerende direktør i DHL Express Danmark, som er dem, der har blikket stillet skarpt på ekspresmarkedet både i Danmark og internationalt.
Af Birgit Frisch Simonsen
- I Europa er der forventninger om, at ekspres-markedet vil vokse med mellem fire og frem procent på årsbasis, siger Neel Frankman. - Jeg taler ikke om, at væksten kommer i morgen, men det er en udvikling, vi regner med at se på relativt kort sigt, altså inden for cirka tre til fem år.
- Det er heller ikke en eksplosiv udvikling, vi her bliver vidne til, men en stille og roligt opadgående kurve hen imod større volumener inden for området.
– Væksten kommer også til det danske ekspresmarked, fortsætter Neel Frankman, - men her i en noget mindre skala. Jeg vil tro, der bliver tale om cirka to til tre procents vækst på årsbasis til den type transporter her i landet
The Asian Tiger
Det er primært væksten i verdensøkonomien, der puster til ilden – også inden for ekspresforsendelsesområdet.
Neel Frankman: - Vi mener, det er globaliseringen, der står bag en stor del af udviklingen, og set med vore øjne, er der chancer for yderligere vækst. Verdensøkonomien er i øjeblikket både sund og sober. Der har været en fantastisk fremgang i hele det asiatiske område, som har influeret kraftigt på resten af verden – og det er en effekt, der trækker lange spor ind i alle former for industrier og erhverv. Her kan man virkeligt tale om the Asian Tiger – hvis man ser på udviklingen som en helhed.
- I Østeuropa har eksperter de seneste 15 år talt om væksten, der skulle komme. Jeg synes først det er nu, at man reelt fornemmer, at der sker mærkbare forandringer på den front. Polen er ved at komme op i fart og markerer sig kraftigt, og jeg må sige, at det - herfra hvor jeg befinder mig - ser yderst interessant ud.
- I Vesteuropa, hvor vi har tradition for lidt længere latenstid, før vi reagerer på noget nyt, er der også stigninger på vej. Ikke voldsomme stigninger som i Asien, Polen og Rusland, hvor der hurtigt bliver tale om ekstremt store godsvolumener, hvis en butikskæde beslutter sig for at etablere sig på markedet.
Ekspresmarkedets styrker
- Udvikling og vækst er afgørende for, at der bliver mere transportarbejde, fortsætter Neel Frankman, - og når godsvolumenerne øges, får det også omfanget af ekspresforsendelser til at stige.
- Det følger helt naturligt, at det europæiske ekspresmarked er afhængigt af verdensøkonomien og de enkelte landes vækst og udvikling samt stigningen i vare-flowet. Produktionsenheder flyttes i dag hurtigere end det nogensinde før er sket, hvilket er med til at øge ekspresmarkedets samlede potentiale.
Eksprestransporter bruges i stadigt stigende omfang. - En investor bygger måske en fabrik i Baltikum, men foretrækker, at det bliver med dansk design, forklarer Neel Frankman. - Da der er langt mellem produktionssted og tegnestuen, bliver det nu af afgørende betydning for succes’en, at småforsendelser som skitser og vareprøver kan sendes frem og tilbage inden for kort tid som ekspresforsendelse. Det bliver en afgørende parameter, at disse produktionsfremmende forsendelser kan foregå hurtigt og sikkert.
Internettet sætter fart på
- Et andet felt, hvor ekspresforsendelser har vundet indpas, er inden for det medicinske område. Her håndteres vigtige pakker som for eksempel blodprøver, levende væv, biomedicin som noget relativt nyt som ekspresforsendelser. Og man kan da også forestille sig, at der i fremtiden bliver krav om at sende et øget antal små godsmængder af de mere eksklusive varer, som parfume, ure og smykker eller andet fra den højere ende af prisskalaen som ekspresforsendelse, fordi kunden så er sikker på, at leveringsterminen overholdes og håndtering og forsendelse foregår sikkert.
- Endeligt er den på verdensplan dagligt øgede internethandel ved at udvikle sig til en vigtig faktor på ekspresforsendelsesområdet. Det skyldes, at der ved handel på internettet ofte er tale om små pakker, der skal sendes direkte til forbrugeren et sted i verden med krav om at varen skal ankomme inden for en relativt kort tidshorisont men med stor sikkerhed for, at den rammer den rigtige modtager.
Miljø-udfordring
Men al vækst og udvikling koster. Og det går blandt andet ud over miljøet, som er en af de store udfordringer eksprestransporter slås med.
- Med offentlighedens øjne på konstant vagt overfor transportvirksomhedernes CO2-udslip er vi nødt til at tage handsken op og gøre noget effektivt ved miljøuvæsenet, siger Neel Frankman.
– DHL er den første virksomhed, der seriøst har taget fat på udfordringen og gjort noget ved det. Go-Green initiativet i Danmark, der går ud på, at afsender kan neutralisere sin forsendelses specifikt udledte mængde CO2, der er udråbt til den store synder i miljøsammenhæng, er foreløbigt blevet godt modtaget hos vore kunder. Der er allerede syv europæiske lande, der tilbyder Go-Green og tre, der er i fuld gang med at starte op. Og endnu mere interessant: at DHL har planer om at indføre muligheden i USA, Asien og Mellemøsten.
- Miljøsvineriet, der er et stort og omsiggribende samfundsproblem i dag, er en stor udfordring for industrien generelt. Offentligheden kræver, at transportvirksomhederne påtager os vort ansvar i den forbindelse, hvilket vi gør. Og vi forventer i øvrigt, at DHLs miljøinitiativ med tiden vil udbrede sig til vore konkurrenter, for jeg kan ikke se, hvordan de ellers skulle kunne klare sig i konkurrencen, siger Neel Frankman med et glimt i øjet.
Terrorsikring
- Et andet voksende problem i ekspres-sammenhæng er terrorsikring. Terror har igennem længere tid været en faktor, vi har måttet regne med. Problemet popper op med visse mellemrum, vi lærer af det, og vi lærer at forstå, hvor risikoen findes. Kunderne er forstående, fordi det i dag er et generelt og over hele verden eksisterende samfundsproblem. Hos DHL tager vi terrortruslen alvorligt: - og vi har taget de nødvendige forholdsregler.
- Eksprestransport går i internationale medier ofte under betegnelsen CEP, eller Courier Express Parcel, forklarer Neel Frankman, - produktet er nærmere defineret ved kravet om en aftalt leveringstermin, der er kort - regnet i dage snarere end i uger - og mindre enheder. DHL ligger lunt i svinget i den disciplin. Vi oplever vækst og har i 2006 i Danmark registreret en stigning på 14 procent set i forhold til 2005. Vi har en pæn andel af markedet, omkring 44 procent, og vi regner med at holde stillingen, fordi vi løbende udvikler tilbud, der lever op til kundernes voksende krav om flere serviceydelser, nye valgmuligheder samt kortere responstid – og ikke mindst en pålidelig samarbejdspartner, understreger Neel Frankman.