Partierne i den tyske koalitionsregering er principielt enige om, at afgifterne på motorkøretøjer og fly skal omlægges til miljøafgifter. Luftfragten rammes hårderst.
Tanken er, at den såkaldte Kfz-steuer skal indrettes, så køretøjer med en forholdsvis lavt brændstofforbrug per kilometer skal slippe med en lav afgift, mens køretøjer der frådser med de dyre og i sidste ende forurenende dråber, skal betale en høj afgift.
Køretøjerne skal også mærkes, så det er lettere at se hvilke køretøjer, der kan betragtes som egentligt miljøvenlige.
Samtidig vil Forbundsregeringen ændre landings- og startafgifter i lufthavne, så flyselskaberne betaler efter, hvor mange drivhusgasser, det pågældende fly udleder. Her vil afgiftsomlægningen formentligt ramme luftfragtsselskaberne uforholdsmæssigt hårdt. Her er gennemsnitsalderen på flyflåden – der delvist består af ombyggede ældre og dermed mere forurenende passagerfly– typisk højere end hos passagerselskaberne.