Fahrzeugwerk Bernard Krone GmbH står netop nu over for at lancere en ny serie køletrailere.
På trods af det meget anonyme udseende, hvor der heller ikke står noget som helst på stænklapperne, lykkedes det ikke at holde en prototype af den nye køletrailer skjult.
Vi har på TTN ved en ren tilfældighed haft lejlighed til at se nærmere på prototypen fra den nye serie, som konstruktionsmæssigt skiller sig meget ud fra den nuværende type af køletrailere fra Kronekoncernen.
Prototypen har bl.a. en ny sandwichside med metaloverflade og har meget lidt chassis i forenden, hvor pladen over kongetappen nærmest er integreret i kassen.
Prototypen som kan ses på fotoet, er helt håndbygget og er sammen med yderligere nogle få stykker blevet sendt ud til udvalgte kunder for testkørsel i en periode. Hos Kronekoncernen oplyser man, at den nye generation af køletrailere, der vil blive produceret på et helt nyt produktionsanlæg i det tidligere Østtyskland, officielt vil blive lanceret om en måneds tid.