Vi danskerne hører til blandt de mennesker, der bruger færrest penge på fødevarer i forhold til indtægt. Samtidig anskaffer vi os flere og flere statussymboler. Det være sig nye biler, om-og tilbygning af huse, udlandsrejser - og paradoksalt nok meget flotte ’samtalekøkkener’.

Jo, de (for) billigt indkøbte fødevarer skal tilberedes i et fornemt køkken – eller på en stor Weber grill med hele udstyret! Og hvorfor så det -er det fordi, vi skal vise omverdenen, at vi har styr på tingene. Naboerne kan selvfølgelig heller ikke

, hvad vi putter i munden! Men, vi bør nok i langt højere grad huske på det gamle mundheld: Du er hvad du spiser.

Mælkeafregningspriserne til landmændene – stiger 12,7% - det vil sige, det er, hvad Arla, som jo næsten har monopol i Danmark – tilbyder. Men mælkeproducenterne finder det langtfra interessant nok til at ville holde mælken indenfor landets grænser. Ikke underligt, at de fristes til at sælge til de store markeder i Europa. Eller når selv efterspørgslen i så fjerntliggende et land som Kina, får betydning på priserne, er det ikke underligt, at nogle mælkeproducenter takker nej til Arlas tilbud. Det er jo almindelig markedsmekanisme – et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. I Tyskland - til sammenligning - er mælkepriserne steget med op til 50 procent. Og

må betale ved kasse et – men det ville vist give ramaskrig i Danmark, jf. ovenfor nævnte.

Men prisen til leverandørerne bør stige i overensstemmelse med prisstigningerne på verdensmarkedet, hvor der tilbydes en afregning som Arla - efter nogles udsagn – selv efter den sidste prisstigning – ikke kan matche. Ud over, at en del producenter i de traditionelt store mælke-eksportnationer er ramt af tørke eller oversvømmelser, er der andre landmænd, der sælger køerne og begynder at dyrke ex. majs, som kan anvendes til fremstilling af biobrændsel.

Men, hvis vi skal se positivt på det – ud fra en transportmæssig vinkel – så kan danske mælkeproducenters salg til spotmarkedet i Tyskland, give en sidegevinst til den danske landevejstransportbranche – mælken skal jo transporteres derned – og det forgår vel næppe i tog eller på skib.

Selvom fragtraterne steg sidste år, er det for mange stadig ikke lukrativt nok at drive vognmandsvirksomhed i Danmark. Vi må derfor håbe, at man endelig indenfor transportbranchen kan få skruet priserne sådan sammen, at det bliver attraktivt at være vognmand.

Og forbrugerne skal lære – dels, at transport altså koster, selvom fragten udgør en forsvindende lille del af varens pris – dels hvordan deres varer kommer ud på hylderne i forretningerne.

Det er nok desværre de færreste, der tænker over – eller måske ligefrem ved, at den lastbil, de lader sig irritere over på vejen, rent faktisk er på vej med varer til netop dem og deres familie.

Uden lastbiler ingen varer – så enkelt er det.

Man kunne jo begynde på journalisthøjskolen. De vordende journalister skal lære en objektiv fremstilling af transporterhvervet, i stedet for altid – i aviser eller på TV - at fremstille lastbilerne som de rene dræbermaskiner. Det kunne synes som om, at de ligefrem lærer det der. – For ’det sælger billetter’ i pressen – som en journalist engang illustrerede det: Et tog, der afspores, har større nyhedsværdi, end et, der ankommer rettidigt.

Ha’ det godt til vi ses igen.