PEMA går for alvor ind på tippermarkedet
På vej med både 30 m3 og 50 m3 tippeladstrailere i udlejningsflåden
Det høje aktivitetsniveau i hele transport- og byggebranchen i de sidste par år har medført gode tider for alle forskellige leverandører til branchen.
For udlejningsselskaberne har det dog ofte været et spørgsmål om at kunne levere i takt med den stigende efterspørgsel. For at efterkomme kundernes ønsker har man hos PEMA Last- og Trailerudlejning A/S i Kolding, gennem de sidste måneder virkeligt fået leveret et stort antal forskellige nye trailere til såvel kort som langtidsudlejning.
Det drejer sig bl.a. om mange køletrailere med forskellige specifikationer, ophæng, dobbelt fordamper og dobbelt dæk, derudover har selskabet standard åbne og lukkede trailere i et stort udvalg klar på pladsen i Kolding.
Tippeladstrailerne med i udlejning
Direktør Carsten Sørensen, siger til Trans Inform, at det nu er muligt også at leje 30 m3 tipsættevogne i kortere eller længere tid fra lager.
PEMA har netop fået leveret de første af en større serie fra AMT trailere, og senere på året vil PEMA også kunne tilbyde 50 m3 tipsættevogne til udlejning.
Hermed vil et stort hul i udlejningsfeltet blive lukket, da det ikke er så almindeligt at der kan lejes tippeladstrailere, og med introduktionen af 50 m3 vil PEMA kunne dække så og sige hele spektret.
Carsten Sørensen oplyser, at alle trailere i PEMAs flåde udelukkende udlejes med full-service og fuld dækservice, der er indeholdt i den månedlige lejepris.
Selskabet tilbyder også at servicere materiellet på eget værksted i Kolding hvor der er åbent alle hverdage fra klokken syv om morgenen til klokken et hver nat.