Stor efterspørgsel efter kortere tippeladstrailere
I øjeblikket går flere og flere over til sættevognstog, og det giver et stigende behov for manøvrevenlige tippeladstrailere
Af Finn Bjerremand
Transportmønsteret ændrer sig konstant. Således bliver der flere og flere trailervogntog - et forhold der også er ved at slå igennem på bygge og anlægsfeltet.
Det er dog ikke alle steder, at man kan komme frem med en typisk tre-akslet tippeladstrailer efter en treakslet trækker.
Derfor må der nye kortere versioner med kun to aksler til.
En af de vognproducenter, som har mærket dette behov, er Lastas-.koncernen. Derfor har koncernen i Kel-Berg regi udviklet en kort tippeladstrailer i flere forskellige versioner.
I hovedtræk er der tale om to forskellige typer trailere med to aksler. Et chassis med to faste aksler og en version med en fast og en tvangsstyret bagerste aksel.
Det anvendte styresystem er et fast stangsystem fra hollandske Tridec i en forstærket version, så det kan klare de hårde påvirkninger ved kørsel ude i terræn.
Begge versioner er udstyret med en afstandsbogie, der giver et maks. bogietryk på 20 ton, og i kombination med en 16 tons kingpin har man en trailer, der har en selvstændig totalvægt på 36 ton.
Ny type chassis
De nye trailere er selvfølgelig bygget til at kunne køre efter rigtige treakslede trækkere, så der f.eks. kan være plads til, at en 6x4 trækker kan dreje fri uden problemer.
Trailersælger Jan Bertelsen fra Lastas siger til Trans Inform, at der anvendes en ny chassistype til de to trailervarianter.
De nye trailere har to kassevanger med flere indvendige forstærkninger. At man har valgt denne løsning skyldes ikke mindst de store kræfter, der skal overføres ved bagtipning med fuld last.
At der er stor efterspørgsel efter de nye trailerversioner kan Jan Bertelsen kun bekræfte:
- Vi har solgt ca. 40 stk. af disse trailere, siden vi lancerede dem lige før sommerferien, og leveringstiden ligger omkring seks uger, siger han.
Trailerne kan i øvrigt udstyres som de sædvanlige specifikationer på Kel-Berg tippeladstrailere.