Fluen havde gjort mange ulækre ting i sit liv, selv om den aldrig havde røget. Så den var ikke sart og betragtede tobaksrøg som ret liflig. Alligevel var den forundret, da den i sin vindueskarm i vognmandens kontor pludselig bemærkede duften af cigaretrøg. Det var ellers bandlyst efter, at vognmanden for nogle år siden havde stridt sig gennem en lang kamp med flere tilbagefald, før det lykkedes ham helt at droppe smøgerne.

Det viste sig at være bogholderen, som til morgen kom ind med nogle papirer. Han så ret stresset ud og havde en tændt cigaret i mundvigen. Fluen så, at tre centimeter aske var tæt på at ryge af cigaretten foran gløden og ned på gulvet.

Det skete faktisk i samme sekund, som chefen trådte ind på sit kontor. Bogholderen var ellers ikke nem at bringe ud af fatning, men et øjeblik så han forfjamsket ud – og chefen var synligt irriteret, inden han tog sig i det og nøjedes med sit sædvanlige ”En hjertens god morgen”.

- Nåh, undskyld, sagde bogholderen og viftede med smøgen. – Jeg har haft så meget om ørerne fra morgenstunden, at jeg helt glemte dit had til rygerne.

- Jeg hader ikke rygere. Men jeg kan ikke forstå, at det skulle være helt umuligt at holde op med det pjat.

Fluen vidste, at det kun var i begyndelsen af sin røgfri tilværelse, at chefen udviste overbærenhed overfor rygerne. Og faktisk var han forundret over, at den ellers så nøgterne og logisk tænkende tal-jonglør stædigt holdt fast i sin rygevane.

- Det må være lidt af en tanketorsk, at jeg står og ryger på dit kontor, for det var jo netop den nye rygepolitik, som jeg har fået printet ud til alle medarbejderne, at jeg kom for at give dig, sagde bogholderen.

- Ja, ja. Du er uforbederlig, fastslog chefen. De havde haft røg-diskussionen mange gange, for bogholderen ville ikke høre tale om rygestop overhovedet. Hans sædvanlige analytiske hjerne havde tilsyneladende et smuthul, hvor argumenter, gode råd, moralprædikener og al den slags, røg ned uden at blive bearbejdet af en eneste hjernecelle.

Han var en svoren tilhænger af den personlige frihed og tog altid vidtgående hensyn, når han røg i andres nærhed. Men han ville ikke tvinges til at rette ind. No way!

Chefen kiggede kort på papiret med rygepolitikken. Han havde ikke tænk sig at være hysterisk omkring reglerne, men der var en enkelt ting, som ikke var helt nem. Det med kravet om, at der kun måtte ryges på kontorer, hvis de var enkeltmands-kontorer.

Bogholderen kom selv ind på det. – Så kan jeg måske omsider få mit eget kontor. Du ved, at jeg ikke har fået nogen større lønforhøjelse længe, så noget må jeg vel have fortjent.

Chefen smilede indvendigt: - Eget kontor. Du skal måske ligefrem belønnes for at forpeste omgivelserne. Du kan da gå ud i rygerummet bag kantinen.

Fluen vidste dog godt, at vognmanden havde talt med tømreren om at opbygge nogle skillevægge, så der i givet fald kunne indrettes nogle mindre kontorer. Men det gjorde bogholderen åbenbart ikke, for han blev helt rød i hovedet.

Bogholderen havde aldrig fået titel af hverken souschef eller underdirektør, for han gik ikke op i den slags. Han var praktiker og resultatmenneske. Men det var klart, at bogholderen i enhver henseende var nummer to.

- Du er jo indstillet på, at lade chaufførerne ryge i førerhuset i de tilfælde, hvor loven giver lov. Hvorfor skal jeg så behandles hårdere. Bogholderen var oprigtigt forarget, så chefen ville ikke drive diskussionen ud i en konfrontation. Men det irriterede ham faktisk, at bogholderen var så stædig på det punkt. Han kunne da i det mindst have lidt dårlig samvittighed.

- Ja, selvfølgelig skal du have dit eget kontor. Det kunne du jo have fået for 100 år siden, men det var jo dig selv, som ville sidde sammen med de andre i afdelingen.

Han havde naturligvis foreholdt bogholderen og de andre rygere i firmaet, at der dør flere af rygning, end af alle ulykker, mord, selvmord, druk og narko tilsammen. Og at rygerne dør før andre og risikerer en masse lede sygdomme inden. Men lige lidt hjalp det.

Fluen havde en hukommelse som en elefant og mindedes dengang vognmanden selv røg og blev rasende, hvis andre kritiserede det. Det var først, da han selv havde truffet beslutningen, ja, havde haft lyst til at beslutte det, at han var klar til rygestoppet.

Han havde sågar lært et mantra som han atter og atter gentog for sig selv: ”Det er bedre at være rask og rig end fattig og syg” Det hjalp faktisk.

Bogholderen åbnede vinduet og smed skoddet ud

- Ja, ja, sagde han. – Det er muligt, at jeg vil overveje at sætte mit forbrug ned. Jeg sagde udtrykkeligt overveje! Og du skal altså ikke blande dig i det, overhovedet!

- Nej, nej da. Chefen så så uskyldig ud, som han på nogen måde kunne, vel vidende, at udsigten til at sidde alene eller bruge rygerum i den grad havde sat nogle tanker i gang hos bogholderen.

- En chokoladekiks? spurgte chefen. - Ja tak, tænkte fluen. Nej tak, råbte bogholderen.

- Tror du jeg vil være fed, inden jeg overhovedet er holdt op med at ryge.