Luftagent havde ikke krav på godtgørelse efter handelsagentloven

Af advokat Henrik Kleis,

Advokatfirmaet Delacour, Århus

Blandt de velsignelser, der er kommet ud af det, der nu om dage hedder EU, er et EF-direktiv fra 1986 om ”Selvstændige handelsagenter” (direktiv 86/653), der i Danmark er implementeret i en lov, som vi i det daglige blot kalder Handelsagentloven.

Direktivet og dermed loven indeholder en lang række regler, der dels har til formål at fastlægge, hvad der gælder mellem agenten og agenturgiveren, hvis ikke andet er aftalt, og dels trækker et relativt fintmasket sikkerhedsnet ud under agenten i den forstand, at der i kontrakten ikke er frit slag for så vidt angår eksempelvis opsigelsesfrister og godtgørelse. Sidstnævnte problematik har først og fremmest at gøre med den kompensation eller erstatning, som agenten i udgangspunktet kan få i tilfælde af, at agenturgiveren opsiger kontrakten, og at visse nærmere betingelser naturligvis er opfyldt, herunder at agenten har skaffet nye kunder, at der er en vis rimelighed i det samlede billede mv.

Det særlige ved denne godtgørelsesbestemmelse (Handelsagentlovens § 25) er, at den i lighed med flere af de øvrige bestemmelser i Handelsagentloven er ”præceptiv”, hvilket jo altså vil sige, at den ikke kan fraviges ved aftale, og hvis det alligevel er sket i den indbyrdes kontrakt, vil domstolene efterfølgende tilsidesætte de bestemmelser, der strider mod de præceptive lovbestemmelser.

Det er derfor af ikke uvæsentlig betydning, når et agent- eller agentlignende forhold bringes til ophør, at undersøge, om man som agent har bedre rettigheder i henhold til den aftale, der er indgået – eller måske netop ikke er indgået – og det første spørgsmål, der melder sig, er naturligvis, om den pågældende agentform overhovedet er omfattet af Handelsagentloven. Spørgsmålet har været oppe at vende i forbindelse med bl.a. linjeagenters opsigelse, idet det, som det er en række læsere bekendt, jo nærmest har været en trend, at udenlandske rederier selv opretter ”landekontorer” og dermed i mange tilfælde siger tak for ofte lang og tro tjeneste til den hidtidige agent. Som det vil fremgå nedenfor i den refererede dom, er det dog ikke alle agenter, der er dækket af loven, og det samme spørgsmål har meldt sig i en sag, hvor Sø- og Handelsretten afsagde dom her midt i industriferien.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en aftale, indgået mellem et litauisk luftfartsselskab (”luftfartsselskabet”) og et dansk rejsebureaulignende firma (”agenten”), var omfattet af Handelsagentloven og i givet fald, om agenten havde krav på godtgørelse efter Handelsagentlovens § 25, dels ved at området Tyskland og Norge på et tidspunkt udgik af aftalen, dels i forbindelse med en endelig opsigelse af aftalen for så vidt angår Danmark og Sverige.

Da der senere opstod en tvist og en retssag, var det ikke luftfartsselskabet, der stod som modpart i sagen, men derimod et andet selskab (”det nye selskab”), der havde overtaget rettighederne efter det oprindelige luftfartsselskabs konkursbo.

Det nye selskab var et litauisk selskab, der bl.a. beskæftiger sig med lufttransport, salg af brændstof og supportaktiviteter for rejsebureauer. Det nye selskab erhvervede den 13. december 2005 det krav, der var indtalt under sagen, fra luftfartsselskabets konkursbo. Luftfartsselskabet var Litauens nationale luftfartsselskab.

Agenten var agent for en række udenlandske flyselskaber og var luftfartsselskabets agent i Danmark. Agenten forestod udstedelse af billetter og havde underagenter i flere lande, herunder i Tyskland, hvor agenten blev betjent af en underagent.

Den oprindelige aftale mellem agenten og luftfartsselskabet gik helt tilbage til 1994 og havde til formål, at agenten skulle repræsentere luftfartsselskabet i Danmark, Norge og Island. Agenten var ansvarlig for markedsføring og salg af luftfartsselskabet's produkter og kunne udnævne underagenter i området. Agenten modtog provision af salget i området og afholdt selv alle rejse- og administrationsudgifter. Aftalen kunne opsiges af begge parter med 120 dages varsel. Aftalen var undergivet litauisk ret.

I 1995 fremsendte luftfartsselskabet et tillæg til aftale, hvorefter agenten fik ret til billetudstedelse til en række ruter, som luftfartsselskabet havde bilaterale aftaler med. Samtidig blev kommissionen forhøjet. Tillægget omfattede også Sverige.

I 1996 blev området udvidet til Tyskland og i kølvandet herpå indgik agenten en aftale med et tysk firma (”underagenten”), hvorefter denne skulle repræsentere luftfartsselskabet i Tyskland og have status af G.S.A. (General Service Agent) for luftfartsselskabet i Tyskland. underagenten skulle i henhold til aftalen rapportere vedrørende alle spørgsmål om priser, regler, billetlager og betalinger til Agenten. underagenten skulle videre have et dedikeret billetlager til flyrejser med luftfartsselskabet og være ansvarlig for disse billetter på alle måder over for agenten. Endelig skulle underagenten udfærdige en salgsrapport vedrørende billetsalget hver måned for alle udstedte billetter til flyrejser med luftfartsselskabet, som skulle sendes til agenten, og betaling for udstedte billetter skulle i den forbindelse være agenten i hænde den følgende måned. underagenten ville modtage en nærmere fastsat kommission af salget. Aftalen kunne opsiges med et varsel på 180 dage. Aftalen indeholdt ingen bestemmelse om lovvalg, men det var ubestridt, at tysk ret finder anvendelse på aftalen.

Agenten og luftfartsselskabet indgik i 1998 en ny agentaftale vedrørende Danmark, Sverige, Norge og Tyskland, der erstattede alle tidligere aftaler. Agenten fik en eksklusiv ret til at repræsentere luftfartsselskabet i disse fire lande. Agenten havde fortsat ret til at udnævne underagenter, og agenten var ansvarlig over for luftfartsselskabet for underagentens handlinger og undladelser på samme måde som agenten selv. Betaling for solgte billetter skulle ske senest den 15. i den følgende måned for salg både i Danmark og Tyskland. Betaling mere end 5 dage efter forfaldstid medførte misligholdelse, hvilket gav luftfartsselskabet ret til at opsige eller suspendere aftalen. Morarente for forsinket betaling var aftalt til 0,2 % pr. dag. Aftalen var undergivet litauisk ret, og tvister skulle afgøres ved voldgift i Vilnius. Aftalen kunne opsiges med et varsel på 180 dage.

I 2003 ønskede luftfartsselskabet at ændre systemet med underagenter, idet man ville have direkte repræsentation i Tyskland og Norge, og opsagde agentaftalen med agenten.

Herefter udspandt der sig en længere periode med forhandlinger stort set på kryds og tværs mellem de forskellige parter, herunder den tyske underagent.

Det hele mundede i første omgang ud i, at agenten til den tyske underagent betalte en kompensation på EURO 60.000 for ukorrekt opsigelse af deres indbyrdes forhold, og ved at betaling fandt sted ved modregning i agentens tilgodehavende hos underagenten. Dette førte til, at luftfartsselskabet, som skulle have haft pengene, gjorde gældende, at modregning var i strid med parternes aftale og efterfølgende ophævede agentaftalen som misligholdt, hvorefter sagen af luftfartsselskabet (eller rettere det firma, som havde overtaget konkursboets krav) blev anlagt ved Sø- og Handelsretten i Danmark med påstand om betaling af et beløb på små DKK 1,5 mio.

Agenten gjorde i retten gældende, at dansk ret skulle finde anvendelse mellem parterne, fordi den danske handelsagentlov var præceptiv og derfor ikke kunne fraviges ved aftale. Endvidere regulerede parternes aftale ikke situationen omkring misligholdelse og erstatning. Sagen havde dernæst flest tilknytningsmomenter til Danmark, hvorfor dansk ret også af den grund skulle anvendes. Endvidere havde Aviakuras heller ikke fremkommet med oplysninger om litauisk ret.

Det var uomtvistet, at agenten bl.a. var et rejsebureau, hvilket ikke er omfattet af handelsagentloven, men agentens agenturvirksomhed som billetudstedende agent var efter agentens egen opfattelse omfattet af handelsagentloven. Det var ikke afgørende, at der eksisterede en vare, da varebegrebet er en retlig standard. Der var tale om almindelig ruteflyvning med et ret så væsentligt kvantum siddepladser, omkring ca. 60.000 pladser på årsbasis, som agenten rådede over. Pladsantal i denne størrelsesorden må anses som et masseudbud, hvilket måtte anses som en vare. Det var uden betydning, at der var tale om transport. Målet for agenten var at få solgt flest mulige siddepladser.

I juni 2003 var alt, i hvert fald efter agentens opfattelse, stadig fint. Aktiviteterne i Tyskland var ikke for nedadgående. Luftfartsselskabet var afhængigt af deres agenter i udlandet. Luftfartsselskabet anvendte ligesom SAS som underagenter, hvorfor der lige pludselig var kommet konkurrence. Det var med meget kort varsel, at luftfartsselskabet afskedigede agenten. Kontoret i Hamborg var kun etableret af underagenten på baggrund af aftalen om underagentforholdet mellem underagenten og luftfartsselskabet. Dette korte varsel medførte tab for både agenten og underagenten, og agenten blev som følge af luftfartsselskabets adfærd afskåret fra at disponere i relation til sin underagent. Henset til, at dette uvægerligt ville påføre underagenten omkostninger, måtte luftfartsselskabets misligholdelse over for agenten anses som væsentlig, hvorfor agenten var berettiget til erstatning fra luftfartsselskabet.

For så vidt angik agentens ret til godtgørelse, blev det gjort gældende, at betingelserne herfor var opfyldt. Agenten erhvervede mange nye kunder og udvidede handlen, særligt som følge af sine salgs- og markedsføringsaktiviteter, hvorved der var skabt varige og betydelige fordele for luftfartsselskabet, da luftfartsselskabet fik markedet overdraget i oktober 2004. Det kunne ikke tillægges betydning, at luftfartsselskabet gik konkurs i januar 2005. Det tyske marked udgjorde ca. 33 % af agentens marked, og da Norge og Tyskland udgik af aftalen, var en væsentlig nedgang af indtjening at forudsige. Endvidere havde agenten ligeledes krav på godtgørelse for luftfartsselskabets opsigelse af agenturaftalen vedrørende Danmark og Sverige, idet agenten ikke havde misligholdt denne aftale over for luftfartsselskabet.

Godtgørelseskravet blev opgjort som et gennemsnit af den årlige indtjening over de sidste fem år.

Retten startede med at henvise til, at litauisk ret skulle finde anvendelse på forholdet mellem luftfartsselskabet og agenten – ifølge sin egen ordlyd.

Retten anførte endvidere, at agenten havde gjort gældende, at selskabet var handelsagent og omfattet af lov om handelsagenter, hvorfor dansk ret skulle finde anvendelse. Efter handelsagentlovens § 1 kunne bestemmelserne i lovens § 22 og 25-27 ikke fraviges til skade for handelsagenten. Det burde derfor afgøres efter dansk, hvorvidt agenten var omfattet af denne lov.

Bestemmelsen i § 25, som var omdrejningspunktet i agentens argumentation, har følgende indhold:

Ved agenturaftalens ophør har handelsagenten krav på en godtgørelse, hvis og i det omfang

1) agenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds og forbindelsen med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige

fordele, og 2) betaling af godtgørelse er rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig agentens tab af provision af aftale med disse kunder.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, hvis agenturaftalen ophører på grund af handelsagentens død.

§ 22, som er selve opsigelsesbestemmelsen, lyder som følger:

Er agenturaftalen ikke indgået for en bestemt periode, kan agenturgiveren og handelsagenten i det første år af aftaleperioden opsige aftalen med et varsel på 1 måned. Varslet forlænges med 1 måned

for hvert påbegyndt år, agenturaftalen har bestået. Varslet kan dog ikke overstige 6 måneder, medmindre andet er aftalt.

Stk. 2. Der kan ikke ved forudgående aftale fastsættes kortere varsler end dem, der er nævnt i stk. 1. Dog kan det aftales, at handelsagenten kan opsige aftalen med 3 måneders varsel, selv om aftalen har bestået i 3 år eller mere.

Stk. 3. Aftaler parterne længere opsigelsesvarsler end de i stk. 1 nævnte, må varslet ikke være kortere ved opsigelse fra agenturgivers side end ved opsigelse fra handelsagentens side.

Stk. 4. Er andet ikke aftalt, sker opsigelse til udgangen af en kalendermåned.

Den i indledningen omtalte betænkning nr. 1151/1988 om handelsagenter og handelsrejsende omtaler på s. 43, at lovudkastet og det bagvedliggende direktiv alene omfatter salg og køb af varer, hvorfor en række mellemmænd faldt uden for loven, som f.eks. speditører og rejsebureauer. Retten henviste i den forbindelse til, at agenten solgte flybilletter, hvilken ydelse måtte karakteriseres som en transportydelse, der måtte sidestilles med den ydelse, som præsteres af en speditør eller et rejsebureau. Agenten var derfor ikke omfattet af handelsagentloven og havde således ikke krav på godtgørelse efter handelsagentlovens § 25, hverken ved indskrænkning af territoriet i 2003 eller ved opsigelsen af agentaftalen i 2004.

Agenten havde ret til at udnævne underagenter og hæftede for deres handlinger over for luftfartsselskabet. Det var således alene agenten, der havde et kontraktforhold til underagenten, hvorfor alene agenten kunne foretage en eventuel opsigelse. Efter forklaringerne måtte det lægges til grund, at luftfartsselskabet ikke over for Agenten havde tilkendegivet, at der ville blive indgået en aftale mellem luftfartsselskabet og underagenten, idet luftfartsselskabet tværtimod havde udtrykt utilfredshed med det faldende salg i Tyskland. Agenten kan derfor ikke med rette have haft en forventning om, at det var unødvendigt at opsige aftalen med underagenten. Luftfartsselskabet fandtes således ikke at have handlet ansvarspådragende ved ikke at indgå aftale med underagenten og heller ikke ved først i slutningen af september at meddele udfaldet af forhandlingerne til underagenten.

Agenten foretog i sommeren en række modregninger i de beløb, som skulle afregnes til luftfartsselskabet, hvilke modregninger var uberettigede. Herved misligholdt agenten agentaftalen, hvorfor luftfartsselskabets opsigelse var berettiget.

Efter det oven for anførte havde agenten herefter ikke krav på godtgørelse, hvorfor det nye selskabs påstand blev taget til følge.

Det blev pålagt agenten at betale sagens omkostninger inklusiv retsafgift og afholdte omkostninger.