Fremgang for containere i Århus
Halvårsresultatet for Århus havns godsomsætning viser markant fremgang for den internationale containeromsætning.
Århus havn har for første gang nogensinde oplevet, at antallet af importerede containere er større end antallet af eksporterede. I årets første seks måneder steg den internationale containeromsætning – eller det såkaldte lo-lo-område – med 20,7 pct. Det betyder, at Århus Havn med kraner løftede 246.695 TEU – eller 42.329 TEU flere end i tilsvarende periode sidste år.
Havnedirektør Bjarne Mathiesen, Århus havn fremhæver, at den markante fremgang er særdeles velkommen i et halvår, hvor Århus Havn samtidig har færdiggjort en udvidelse af containerterminalerne i Østhavnen med ikke færre end 400.000 kvadratmeter terminal og i alt 650.000 kvadratmeter havneareal.
- Århus Havn består af en række forskellige forretningsområder, hvoraf containerområdet er ét af dem. Og da vi i sin tid planlagde udvidelsen, var det naturligvis fordi vi forventede en vækst på det område. Men at væksten har varet så længe og været så markant, som tilfældet er, kunne vi ikke have forudsagt, fastslår Bjarne Mathiesen, der konstant har containerområdet under skarp overvågning for at kunne imødekomme fremtidige behov.
Mens den internationale containeromsætning således kører i højt gear, er der mindre fart på ro-ro området, som både består af udenlandsk og indenlandsk containeromsætning. Sammenlignet med sidste år blev der i årets første seks måneder transporteret 9.000 færre som ro-ro, og reduktionen stammer fra den indenlandske del.
- Årsagen til, at vi nu ser et status-quo på ro-ro-området kan skyldes ændringer i dagligvaredistributionen. Men det er endnu for tidligt at fastslå med sikkerhed, ligesom det ikke nødvendigvis vil slå igennem på helårsresultatet, siger Bjarne Mathiesen.
Langt over budgetI vægt udgjorde den samlede godsomsætning på Århus Havn fra januar til juni 6.203.000 tons, svarende til en fremgang på 4,3 pct. Det er dobbelt så meget som budgetteret. Ud over ro-ro-området er det kun de flydende varer (olieprodukter) og kul, der viser negativ vækst. Resten er i fremgang.
Foto: Århus HavnContaineromsætningen i Århus Havn viser atter en gang markant fremgang. Foto Foto:Keld Sørensen