23948sdkhjf

Manden der vil samle alle transport-trådene

Erhvervspolitisk direktør Michael Svane har netop fået nyt kontor i HTS’ markante Utzon-bygning på Sundkrogskajen i Københavns Havn. Selv om han kan kigge til Øresunds kyst og strand nord for storbyen, er det udsigten til den anden side, som fascinerer ham mest. Her håndteres der nemlig containerne i stor stil. Her er udsigt til skibe og til lastbilernes ankomst med godset.

Erhvervspolitisk direktør Michael Svane har netop fået nyt kontor i HTS’ markante Utzon-bygning på Sundkrogskajen i Københavns Havn. Selv om han kan kigge til Øresunds kyst og strand nord for storbyen, er det udsigten til den anden side, som fascinerer ham mest. Her håndteres der nemlig containerne i stor stil. Her er udsigt til skibe og til lastbilernes ankomst med godset.



Af Finn Bruun

Selv betoner han koblingen mellem organisationsdirektørens opgave med at fastholde overblikket og så bevare den vitale forbindelse til virksomhedernes hverdag. Det er dem, det hele handler om. De ved, hvad skal til for at få hverdagen til at fungere og betjene samfundet med den uundværlige transport.

- Vi andre kan så kæmpe for at få skabt de nødvendige rammer, siger Michael Svane, som netop har fejret 50 års fødselsdag – med en god portion af karriere-årene investeret i transportsektoren, som fortsat står hans hjerte nær.

For selv om Michael Svane kan føre sig frem, som en feteret politiker på en talerstol eller som en stilsikker entertainer i forsamlinger, så ejer han en ydmyghed over for sin opgave som repræsentant for de produktive virksomheder. Han føler sig forpligtet af den iværksætter-lyst, udviklingskraft og stolthed, som han ikke mindst har mødt blandt vognmænd, men som kendetegner hele det danske transporterhverv.

Det har lært ham værdien af at være nær den daglige praksis i firmaerne.

Han kom til det daværende Danske Vognmænd fra en stilling i Dansk Arbejdsgiverforening i 1995 og nåede ikke alene at lære vognmændene og deres holdninger – her er en spade en spade – at kende. Han kunne også bytte plads med den direktør, som havde ansat ham uden, at der gik stumper af nogen af dem.

- Jeg har stor respekt for Eno Hausner, som jeg har god kontakt med den dag i dag, siger Michael Svane, som ikke lægger skjul på sin store appetit på det politiske og de udadvendte dele af jobbet som organisationsmand. – Jeg går meget efter at skabe nogle politiske resultater og hente indflydelse til erhvervet. Eno Hausner var bedst til det økonomiske og driftsmæssige. Så det gik faktisk fint.

Mange lærermestre

Og Michael Svane er ikke bange for at kreditere andre for den inspiration de har givet ham.

- Jeg har stor respekt for virksomheder, der som DSV, er udsprunget af et vognmands-initiativ, og har vokset sig til en international størrelse ud fra landevejstransporten. Og det samme gælder personerne bag – Kurt Larsen og Leif Tullberg.

Tilsvarende imponeres jeg af en virksomhed som Frode Laursen, der virkelig har skabt noget inden for distribution eller som firmaet Brogaard ved Holstebro, hvor parret bag har formået at udvikle virksomheden og tilpasse sig udviklingen. Sådan er det heldigvis mange steder, og det skal vi lade blomstre.

Ellers er det langt hed ad vejen de fælles muligheder, som interesserer ham. Det er i hans optik misforstået, når nogen kritiserer ham for at varetage de store virksomheders interesser, mens han andetsteds må høre for, at det er de små, han går for højt op i.

- Når man kritiseres fra begge sider, har man jo nok lagt sig et fornuftigt sted. Men sandheden er, at vi alle lever af hinanden. De store kan ikke undvære de små som underleverandør. Og de små har brug for nogen, som kan skaffe opgaver til fornuftige priser i en vanskelig konkurrence-situation. Der er flere fællesnævnere, end der er forskelle.

Han vedkender sig en arv fra de forskellige formænd, som han har samarbejdet med i DTL. - De har lært mig meget. Jeg havde et fortræffeligt parløb med Kaj Nielsen, som jeg respekterer højt. Og det samme med Anker M. Jensen. Der blev skabt en robust platform.

Og skal jeg nævne flere personligheder, så havde jeg det også fint med Henning Christiansen, da han var formand. Og med daværende FDE-formand K.E. Christesen, som pegede på mig, som den, der sammen med Jens Iwer Petersen, skulle forberede samlingen i DTL. Og når det gælder Jens Iwer, så har vi ofte være uenige, men respekten har aldrig været væk, siger Michael Svane, som også har et godt samarbejde med ITD-formand Mogens Therkelsen, som efter hans mening både driver en særdeles flot virksomhed og klarer formandskabet på en bedste vis.

Det er mennesker, som har lært mig en masse, siger Svane.

Én stemme

Men én ting er han overbevist om. Transportbranchen bliver først taget alvorligt i det øjeblik, vi formår at tale med én stemme. Hverken politikere eller embedsmænd er ondsindede, men de ønsker klare meldinger. Netop i denne periode er der stor opmærksomhed omkring transportens betydning. Derfor er det afgørende med fodslag, siger Michael Svane.

Selv om HTS nu er gået i samarbejde med Dansk Industri, hvilket Svane forventer sig meget af, og DTL er hos Dansk Erhverv, mener han, at der givet vil ske en samling af godstransporten.

- Det dikterer nødvendighedens lov. Der er ikke andet at gøre, og spørgsmålet er for mig blot, hvilken tidshorisont vil taler om.

Og det er ikke kun organisationerne, der skal samling på. De mange år i transport har overbevist ham om, at samspillet mellem transportformerne skal gøres bedre. Det handler ikke blot om vej, sø og luft. Smertensbarnet jernbanegodstransport må også med. Kravene fra globalisering og udfordringerne omkring miljø og klima er så store at alle må med – og spille sammen. Behovet for intermodalitet er ikke blot noget der er opfundet i et politisk værksted. Det er realiteter i en globaliseret verden, hvor mere og mere fremstilles andre steder. Derfor er det på den politiske dagsorden. Det er markedet der efterspørger de multimodale løsninger, siger han.

Og så mener han i øvrigt ikke, at det er gjort med et godt samspil mellem transportformerne. Der skal også være et mere indgående samarbejde mellem transportkøber og transportleverandør. Der er brug for at de to parter i fællesskab skaber løsninger, som passer til den globale udvikling.

For ham er ordet globalisering ikke negativt, selv om mange forbinder det med tab af arbejdspladser. Det er her de store muligheder ligger.

Facilitator

Han opfatter organisationernes rolle som en facilitator, som er med til at forbedre rammerne. - Men vi skal ikke drive virksomhed. Det er firmaerne meget bedre til.

Med til rammerne hører også en effektiv infrastruktur. Så også på dette felt lægger Michael Svane vægt på at forbedre samspillet. Det er nemlig set med HTS-øjne ikke nok at se på godstransporten. Også passagerne skal kunne komme til og fra arbejdet uden at behøve at spilde for meget tid.

- Vi er nødt til at foretage nogle afgørende investeringer i infrastrukturen. Både for godstransporten og for persontransporten. Vi er så heldige at have politisk bevågenhed, og det skal vi bruge til at sige til politikerne, at økonomisk fedteri simpelthen ikke duer. Det er den store pengepung, der skal op af lommen. Det er i seddelafdelingen, der skal kigges – ikke blandt småmønterne. Ellers får ikke den vækst, der skal til. Så det nytter ikke at vedtage nogle investeringer ind i mellem. Der skal investeres stort, og der skal investeres hvert eneste år. Det kræver en politisk indsats.

Michael Svane befinder sig godt i rollen, som én der skal skabe politisk indflydelse for HTS’ medlemmer. Han har respekt for politikerne og embedsværket.

- De danske politikerne er faktisk bedre, end de ofte bliver fremstillet som, og embedsfolkene er dygtige herhjemme, siger han.

Politiker - måske

Selv har Michael Svane ikke udmeldt noget partipoltisk standpunkt, selv om han er overordentlig engageret i politik: - Det ville ikke være rigtigt af mig, som repræsentant for en organisation, hvis der kunne være tvivl om, hvis sag jeg talte, siger han, men indrømmer, at han med jævne mellemrum får henvendelser om ikke han kunne tænke sig at stille op til Folketinget eller i lokalpolitik.

- Jeg vil da ikke udelukke, at jeg på et tidspunkt kunne finde på at tage imod en politisk opstilling, siger han.

Men hvis han endelig skal sige noget om sine drømme, så ligger de snarere i en fremtid international sammenhæng.

- Men jeg har det vældig godt, hvor jeg er i øjeblikket, så det er ikke noget aktuelt, men jeg er tilhænger af, at man i sin karriere passer på ikke at gro fast et sted. For nogen er det udmærket at fejre 25 års jubilæum et sted. Det har jeg al mulig respekt for, men mine drømme går i en anden retning.

Allerede inden Michael Svane kom til Danske Vognmænd var han professionelt engageret i EU-spørgsmål i DA-sammenhæng, hvor han som jurist sammen med sin chef Jørgen Rønnest arbejdede på at kombinere den danske arbejdsmarkedsmodel med EU-systemets noget tungere tænkning. I dag lever den danske model – den med at arbejdsmarkedets parter selv tager ansvar for overenskomster og samarbejde – i bedste velgående.

USA

- Men lige siden har jeg været meget engageret iEU-udviklingen, som jo har stigende betydning også for transporterhvervet.

Privat er det dog ikke så meget Europa, som trækker, når Michael Svane og hans hustru Karen skal på ferie.

- I år har vi ikke været i USA, som ellers. Og jeg kan mærke et lille savn, siger han.

Han lægger ikke skjul på, at han er en mand med mange jern i ilden.

- Jeg er jo opvokset på landet, det flade Lolland, men derfor kan man jo godt have lyst til bjergvandring – også professionelt. Og når det gælder arbejde, bliver man som barn på et landbrug ikke spurgt om det er noget, man nu har lyst til. Det skal bare gøres, så det ligger helt naturligt for mig at tage fat.

Selv om han har mange krævende opgaver prioriterer Michael Svane også det hjemlige. Dels familien. Hans hustru Karen, som også er jurist og som han mødte da de begge arbejdede i Justitsministeriet og de tre sønner på 22, 19 og 15 år er omdrejningspunktet – sammen med gravhunden Monty

Men også lokalt er han engageret. Han er formand for den lokale fodboldklub og spiller selv på et ”senil-hold”. Sportsinteressen deler han med sine drenge. Desuden er han med i socialt arbejde bl.a. med integration via den lokale bokseklub.

- Jeg mener, at man har noget nær en forpligtelse til at deltage i andre ting end de rent professionelle. Ikke kun for at gøre noget ved tingene, men også for sin egen skyld. Det giver et mere rigt liv, siger Michael Svane.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094