ProActive Airline Services lander nye kunder
Der har måske nok været lidt stille omkring ProActive Airline Services i nogen tid. Men – nu er der atter nyheder fra GSA-fronten..
Af Herbert Nielsen
Med virkning fra 1. august overtog ProActive Airline Services repræsentation af det lettiske selskab i SAS Gruppen, airBaltic, der hidtil har været betjent af SAS Cargo’s GSA, Cubic Air Cargo.
- Det er en meget betydningsfuld ny kunde for os med otte daglige flyvninger ud af Københavns Lufthavn – tre til Riga, tre til Vilnius i Litauen, og én til henholdsvis Kaliningrad, Ruslands Østersøkyst, og Liepaja i Letland, siger Bo Seidelin, ProActive Airline Services.
- Vi er nu i markedet for at fremme salget af gods på airBaltic, der udover destinationerne i Baltikum også flyver til en lang række spændende destinationer i Østeuropa og Rusland. Vi ser et stort potentiale her.
Sikrer godset
-I kontrakten med airBaltic indgår det også, at vi yder supervision ved fragthåndteringen på rampen. Det vil sige, at vi er til stede ved hver eneste afgang til Riga og Vilnius for at sikre, at godset kommer med som booket. Det er jo ikke nok, at vi har succes med salget – vi må jo også se til, at godset faktisk kommer ud at flyve som booket. Det er i sidste ende der, skillelinien mellem succes og fiasko ligger, og den er vi meget opmærksomme på, siger Bo Seidelin.
Selskabet kunne samtidig bringe nyheden om endnu to nye airline-kunder: De tyrkiske luftfartsselskaber Pegasus og Sky Airlines.
Pegasus flyver to gange om ugen fra København til Istanbul’s Sabiha Gokcen Airport og transiterer der gods videre til en lang række andre tyrkiske indenrigsstationer.
Sky Airlines flyver tre gange om ugen fra København og Billund til Antalya.