80 procent af lastbilen kan genbruges
DAF Trucks har udarbejdet genbrugsvejledninger for at lette genbrug af plastdele for de nye LF- og CF-serier samt XF105-serierne, som blev udnævnt til 'International Truck of the Year 2007'.
DAF påpeger således, at 80 procent (udtrykt i vægt) af en moderne DAF-lastbil kan genbruges. Af de metaller, der benyttes, er det over 90 procent. Af de anvendte plastdele er omkring 80 procent egnede til genbrug. For at genbruge alle disse dele er det nødvendigt at identificere, hvilken type materiale hver enkelt del er fremstillet af, og det er derfor, DAF mærker alle lastbildele af plast med en kode. Forhandlere og autoophuggere kan benytte denne kode til at sortere plastaffald til genbrug.
Lastbilens livscyklus
For at gøre det lettere at sortere plastdele har DAF også udarbejdet genbrugsvejledninger til de nye LF-, CF- og XF105-serier, hvori alle de anvendte plastkomponenter er farvekodede efter materialetype. Ligesom de eksisterende genbrugsvejledninger for modeller fra 1997 og fremefter kan de nye vejledninger hentes på www.daf.com.
DAF Trucks N.V. har været aktiv inden for genbrug og genanvendelse af komponenter lige siden 1970.
På DAF’s værksted for ombytningsdele i Eindhoven istandsættes og leveres omkring 85.000 dele til genanvendelse hvert år. Disse dele omfatter motorer, gearkasser, differentialer, generatorer, startmotorer samt brændstofs- og lufttrykskomponenter.
DAF’s genbrugspolitik er en del af miljøpolitik, hvorunder lastbilens samlede livscyklus tages i betragtning lige fra udvikling til skrotning, oplyser DAF Danmark.
Direkte genbrug er nummer et. Men bilindustrien har vist, at plastdele også har en ”rangfølge”, hvor en del, som skal have en bestemt styrke eller ydre, kan omdannes til en mindre krævende del, hvis ikke den kan genbruges direkte. Et instrumentbræt i plast skal opfylde bestemte krav, men kan måske ende sine dage som en del af materialet i en gummimåtte.