DTL tilbyder sikkerhedsrådgivere
Klar med korps af sikkerhedsrådgivere, der skal have hjælpe de medlemmer, der kører med farligt gods
Det er et lovkrav, at transportører af farligt gods skal have sikkerhedsrådgiver. Farligt gods kan være alt lige fra kemikalier til sprinklervæske, fyrværkeri og visse typer af maling. Også almindelige dagligvarer som lightergas kan være farligt gods, hvis bare mængderne, der skal transporteres, bliver store nok, oplyser DTL, som peger på, at alle virksomheder, som transporterer farligt gods, siden 2000 skriftligt har skullet udpege en eller flere sikkerhedsrådgivere. Sikkerhedsrådgiverne skal registreres hos Beredskabsstyrelsen med både navn og personnummer.
- Ikke alle transportvirksomheder har ressourcerne til at uddanne deres egne sikkerhedsrådgivere. Derfor tilbyder vi i DTL at være sikkerhedsrådgivere for vores medlemmer, siger Bent Bejstrup, sikkerhedsrådgiver og daglig leder af DTLs regionskontor i hovedstaden.
Skriftlig aftale
DTL forklarer, at sikkerhedsrådgiver-ordningen foregår på den måde, at virksomheden indgår en skriftlig aftale med det lokale DTL regionskontor. Herefter sørger DTL for at foretage alle de krævede registreringer og hjælper med at indføre rutiner for bl.a. egenkontrol og håndtering og stuvning af godset.
Mange virksomheder er glade for ordningen, og flere og flere benytter sig af den. Alene på DTLs regionskontor i København er vi sikkerhedsrådgiver for over 50 virksomheder, siger Bent Bejstrup.
Man skal gennemgå en uddannelse og bestå en eksamen, for at kunne kalde sig sikkerhedsrådgiver.