Mens vi venter på Infrastrukturkommissionens udspil til efteråret er der en særdeles livlig interesse for trafikprojekter af enhver art. Efter Femern-beslutningen er Kattegat-broen således dukket op med overraskende stor styrke, og der er kommet tanker frem om endnu en fast forbindelse over Øresund fra Helsingør til Helsingborg.

Samtidig diskuteres det mindst på 15. år, om der skal bygges et ekstra spor, så trafikproppen på jernbanestrækningen fra København til Ringsted kan løses op – og hvor sporet i givet fald skal lægges. Og der er for længst rejst tvivl om, hvorvidt de planlagte motorvejsudvidelser er tilstrækkelige til at klare den forventede kommende trafikstigning.

De vil være overhalet af et nyt trafikpres inden de overhovedet er færdige. Og så har vi næppe set de sidste nye ønsker til nødvendige vejudvidelser af mere lokalt tilsnit.

Det eneste der er sikkert, når det gælder de mange store infrastruktur-projekter er, at de koster enorme beløb. Vi har for nylig set, hvor svært det er blot at overholde budgettet på de allerede vedtagne projekter. Så det bliver en styrings-opgave af de helt store, hvis vi parallelt skal igangsætte endnu flere tunge infrastruktur-opgaver.

Alligevel er der ingen vej udenom. Den danske infrastruktur skal have en opprioritering. Vi kan lige så godt vænne os til ikke at blive forpustede, hver gang vi hører om to-cifrede milliardinvesteringer. For de er uomgængelige, hvis vi som samfund skal følge med i den rivende udvikling, der sker i disse globaliserings-år. Så skal hele maskineriet glide friktionsfrit og vi skal ikke bruge kræfterne og tiden på vejkøer og ventetider.

Vi ved, at globaliseringen er kommet for at blive, og at det ikke blot er noget fjernt og abstrakt med, at de har gang i den ude i Kina. Det påvirker os allerede. Når Arlas landmænd overvejer at levere mælken til Tyskland i stedet for til deres eget andelsselskab, er det fordi, da kan få højere priser for den sydpå. Og det kan de bl.a. fordi man i Kina nu også har fået råd til at efterspørge mælk.

Kina sender en vældig strøm af varer ud på verdensmarkedet. Men det går også den anden vej. Dels i form at råvarer, men efterhånden også forbrugsvarer i takt med, at velstanden er for opadgående også i Kina. Og det næste land, der melder sig som økonomisk stor-aktør er Indien, som også er en milliard-nation. Bagefter vil vi se lande som Brasilien komme til at spille en helt anden økonomisk rolle, end vi har været vant til.

Udviklingen vil sætte den almindelige vanetænkning på en hård prøve, men også byde på masser af muligheder, hvis vi forstår at placere os strategisk fornuftigt som en del af det hele.

De danske virksomheder har en historisk mulighed for at være med i centrum af udviklingen, og transporten har som altid en afgørende vigtig rolle, når der skal ske noget. Al udvikling starter med transport.

Derfor skal vi også udnytte muligheden for at få orden i vores eget hus. Vi skal ikke risikere at måtte sige nej til kunder, ordrer, markedsmuligheder fordi vi ikke kan komme frem og tilbage i vores eget land. Og så længe den politiske velvilje over for transport og infrastruktur er så stor. som tilfældet er i øjeblikket, skal projekterne op og vende, og de bedste af dem skal bæres igennem på en effektiv måde.

Det bliver som sagt dyrt, men der er ingen der siger, at staten skal betale det hele. Private investorer har klart en rolle at spille – og masser af penge. Det handler blot om at få skruet modellen rigtigt sammen. Men derfor behøver politikerne jo ikke smide om sig med milliarderne i en kamp om, hvem der kan forære hvilke offentligt ansatte de største løngaver. Investeringer i infrastruktur er jo netop investeringer i fremtiden og ikke forbrug. Vi har brug for at komme i gang snart og få truffet nogle sunde og velgennemtænkte beslutninger.