Nedsat fart hos Post Danmark
Post Danmark har besluttet at nedsætte hastigheden på deres lastbiler fra de nuværende til 85 km/t. Men ITD-formand Mogens Therkelsen advarer mod ændret lovgivning.
Det er ingen nyhed, at man ved at sænke hastigheden på lastbilerne også nedsætter CO2-udslippet. Men når man på EU-plan har fastlagt en max.-hastighed på 90 km/t for lastbiler, har dette naturligvis sine gode grunde! Man har fundet frem til, at denne hastighed passer med den øvrige trafikafvikling på EU-plan – nogle steder bedre end andre, ingen tvivl om det, siger Mogens Therkelsen i en kommentar.
- Da Post Danmark nok mest bruger det almindelige vejnet til deres udkørsel med lastbiler og ikke bruger motorvejsstrækningerne i samme udstrækning som vognmandsbranchen, burde der alt andet lige ikke være den store forskel for Post Danmark, såfremt man overholder de p.t. gældende hastighedsbegrænsninger på det almindelige vejnet.
Jeg har observeret, at Post Danmarks vognpark ikke hører blandt de allernyeste m.h.t. motorer og dermed forbrændingen og jeg kan oplyse, at såfremt man benyttede de sidste nye modeller af forbrændingsmotorer – Euro4 og Euro5 – hvilket en meget stor del af vognmands-erhvervet allerede gør for at mindske forureningen, så ville Post Danmark få helt andre tal at arbejde ud fra, understreger han.
Størst fremskridt- Lastbil-industrien er nok det område, hvor der er gjort størst fremskridt de senere år, for at mindske CO2 og dermed være mindst muligt miljø-belastende. Nye motor-typer med højere og højere forbrænding og deraf følgende mindre og mindre miljø-belastning, udvikles med en enorm hastighed.
- I branchen kan det slet ikke accepteres, at et sådant nationalt tiltag ophøjes til lov og således kun er gældende for danske vognmænd. Med al den udenlandske trafik, der helt naturligt kommer til og fra Danmark samt transiterer Danmark til de øvrige skandinaviske lande, skal noget sådant idag være baseret på EU, siger Mogens Therkelsen, formand for International Transport Danmark (ITD).
- Det ville være forbundet med helt uoverskuelige problemer, såfremt det kun var den danske vognmandsbranche, der fik pålagt et sådant lovkrav, hvilket vi hos International Transport Danmark (ITD) absolut ikke kan acceptere, siger Mogens Therkelsen.