Afgiftslettelser frem for tvang
Regeringens udspil om at benzin og diesel skal tilsættes 2 pct. biobrændstof allerede næste år, 3 pct. i 2009 og 5,75 pct. i 2010 er den forkerte vej at gå, mener DTL
Det danske transporterhverv bruger årligt knap 1 mia. liter dieselolie og med en tvungen iblanding på 5,75 pct. i 2010 og en merpris på biodiesel pr. liter på ca. 2 kr. pålægges erhvervet en meromkostning på ca. 100 mio. kr. årligt.
- DTL støtter ambitionerne om, at transporterhvervets arbejde skal være mere bæredygtigt og miljøvenligt, og derfor har DTL været meget positivt indstillet over for alternative brændstoffer – herunder biodiesel. Men nu er finansieringen af dette nye "vindmølle-eventyr" ved at lande på transporterhvervets bord. For mange ville det være godt, om DTL på transporterhvervets vegne bare kunne "skrive checken under", men det kan vi ikke," siger cheføkonom i DTL Ove Holm.
Ja til biobrændstof-lettelseDe danske transportvirksomheder er under stadig større internationalt konkurrencepres. Det er fint med konkurrence, men det er ikke fint, hvis det danske transporterhverv pålægges ekstraordinære omkostninger i form af nye afgifter på biodiesel, som de udenlandske konkurrenter kan smyge sig uden om.
Det er kun tre uger siden, at DTL roste regeringen for at fremlægge et udspil til at fremme biobrændstof ved at ændre afgifterne på brændstof. DTL har siden 2005 foreslået netop det, som regeringen spillede ud med, nemlig en stigning i CO2-afgiften og tilsvarende sænkning af mineralolieafgiften – under overholdelse af skattestoppet.
"DTL opfordrer på det kraftigste Folketinget og regeringen til at gennemføre det tidligere afgiftsforslag i stedet for det nuværende "tvangs-forslag.
For at give afgiftsforslaget yderligere styrke til at fremme biobrændstoffer, foreslår DTL, at beskatningen af brændstoffer ændres til at ske pr. energienhed i stedet for som i dag pr. liter.
- Den nuværende beskatning pr. liter diskriminerer både biodiesel og især ethanol til benzin, fordi energiindholdet pr. liter er mindre end i diesel og benzin, siger Ove Holm.