EU vil nu have afklaret modulspørgsmålet
Er modulvogntog vejen frem på de europæiske veje. Danmark mener ja og det samme gør Holland. Sverige og Finland har kørt modult i årevis og nu vil EU-Kommissionen så rykke ned i spørgsmålet og afklare EU's holdning
Således sætter EU-Kommissionen nu gang i en undersøgelse, der skal afdække fordelene og ulemperne ved modulvogntog.
Det vækker stor glæde i DTL, som er irriteret over de mange løse påstande og vildfarelser, bl.a. fra enkelte parlamentsmedlemmer.
- Tiden er kommet til at få ryddet op og få afklaret holdningen til modulvogntog i EU, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard, som hæfter sig ved, at undersøgelsen har et bredt afsæt, der både skal vurdere modulvogntogenes betydning for miljø, samfundsøkonomi, sikkerhed, energi og infrastruktur.
Det hele skal medOg DTL, som længe har været aktiv i EU i modulspørgsmålet, ser frem til at deltage i undersøgelsen.
- Vi vil sørge for, at det konsulentfirma, der får opgaven fra Kommissionen, bliver præsenteret for de danske overvejelser, beregninger, forventning og erfaringer for at sikre, at undersøgelsen bliver så repræsentativ som mulig, siger Erik Østergaard.
Forud for EU’s undersøgelse er gået et seminar om modulvogntog den 28. juni i Amsterdam, som gav myndigheder, politikere og transportvirksomheder i EU mulighed for at høre om erfaringer, forventninger og bekymringer om modulvogntog.
- Fra det danske erhvervs side har vi et meget klart billede af, at modulvogntog både i Danmark og i Europa ikke bare giver store økonomiske og miljømæssige forbedringer, men ganske enkelt er helt nødvendige, hvis de stigende godsmængder skal kunne håndteres, siger Erik Østergaard.