Højesteret giver transportør retten til afskrivning på gamle fordringer

Af advokat Henrik Kleis,

Advokatfirmaet Delacour, Århus

Præcision er som bekendt en dyd - eller kan i hvert fald være det - og under alle omstændigheder står man sig som regel bedst ved at have indgået aftaler, der er så præcise, at de bagefter både kan forstås og bevises, hvilket nok skulle kunne lade sig gøre, selv om, det nu om dage går måske endda lige lovlig stærkt, når hverdagens fragtaftaler bliver til.

En anden god regel er, at den der foretager indbetalinger til sin aftalepartner sørger for at præcisere, hvilken eller hvilke fordringer den foretagne indbetaling skal udligne, idet modtageren af pengene ellers som regel har muligheden for at bestemme, hvor afskrivningen skal finde sted. At dette, hvad bundlinien angår, ikke altid er ligegyldigt, viser følgende sag, hvor Højesteret her i forsommeren har afgjort en tvist mellem et dansk speditionsfirma og konkursboet efter et finsk vognmandsfirma, der i første omgang ved Sø- og Handelsretten var stævnet til at betale godt 60.000 USD i fragt for en lang række transporter.

En række af transporterne bestred speditøren simpelthen at have bestilt, og nogle indbetalinger, der ifølge speditøren var sket ved en fejltagelse, ønskede man tilbagebetalt igen.

Vognmandsfirmaet eller rettere konkursboet gjorde gældende, at de indbetalinger, der var foretaget kunne afskrives af vognfirmaet efter eget valg på de fordringer, man selv mente, der skulle udlignes.

Speditionsfirmaet, der bl.a. beskæftigede sig med transport af vin og spiritus, benyttede sig som så mange andre speditører en række forskellige vognmændsfirmaer, herunder det finske, med hvem der var indgået en aftale, der bl.a. indeholdt en række tariffer i forbindelse med transporter fra forskellige destinationer i Europa via Finland til Moskva. Aftalen, der også angik renter ved manglende betaling, var bekræftet af Vognmandsfirmaet i en skrivelse af 2. januar 2001. Det var tillige en del af parternes aftale, at Vognmandsfirmaet skulle sende de originale CMR-fragtbreve til Speditøren sammen med den tilhørende faktura. Den 7. november 2001 blev Vognmandsfirmaet taget under konkursbehandling i Finland. Der var efterfølgende opstået uenighed om opgørelsen af parternes mellemværende.

I retten skulle medarbejderne fra de to firmaer bl.a. forklare om den måde, aftalerne var indgået på, idet et af hovedspørgsmålene var, i hvilket omfang der overhovedet var afgivet bestilling til det finske vognmandsfirma.

En medarbejder i Vognmandsfirmaet (MM) forklarede, at samhandlen foregik på den måde, at NN (fra speditionsfirmaet), sendte en booking til Vognmandsfirmaets kontor i Lübeck. Når denne var behandlet, sendte Vognmandsfirmaet en lastbil til det sted, hvorfra godset skulle hentes, og dette blev da transporteret til Finland. De nødvendige fakturaer og CMR-fragtbrevet blev sendt til Kotka i Finland. Herfra tog man sig af traileren, når den ankom, og der blev rettet henvendelse til Speditørens kontor i Moskva, som sørgede for CMR-fragtbrevet og de nødvendige toldpapirer. Fragtbrevene er udfyldt af Speditøren, og Vognmandsfirmaet tilføjede kun bilens nummer, fakturanummer og plomberingsnummer. Betalingerne for transporterne skulle foregå via kontoret i København.

En nu tidligere medarbejder hos Speditøren (NN), forklarede, at speditionsfirmaet ved containertransporter anvender sit "booking confirmation" system, hvilket er et system, der er udviklet til søtransporter. Dette system er således ikke indrettet til transport af containere med lastbil. Det er dog muligt at tilføje individuelle bemærkninger, men dokumenterne bærer fortsat præg af at være standarddokumenter. Når en kunde anmoder om et tilbud på transport af vin, er henvendelsen i reglen sendt til flere speditionsfirmaer, og opgaven tilfalder normalt den, der først melder tilbage til kunden. Speditøren henvender sig ligeledes til adskillige vognmænd, og hvis disse ikke reagerer hurtigt, får Speditøren ikke opgaven. Vognmanden kan derimod have fået opgaven gennem en anden distributør.

En tidligere medarbejder hos Speditøren forklarede, at speditøren brugte flere fragtførere, bl.a. det finske vognmandsfirma, der anvendte kølerbiler. Vidnet havde til opgave at arrangere transporter af vin fra Sydeuropa til Finland. Når han modtog en ordre, kontaktede han telefonisk forskellige vognmænd og sendte efterfølgende et standard "bookingtilbud". Den vognmand, der hurtigst meldte tilbage, fik opgaven, men han måtte ofte kontakte vognmændene flere gange. Når en vognmand fik opgaven, sendte han de nærmere instrukser omkring lastning mv. De øvrige vognmænd kontaktede han telefonisk og meddelte, at de ikke havde fået opgaven. Han havde endelig til opgave at godkende regningerne fra transportørerne, som blev sendt med de originale fragtbreve, men ofte var disse ikke vedlagt.

I retten gjorde Vognmandsfirmaet gældende, at det var ubestridt at have bestilt transporter, der var omfattet af de forhold, der i retten blev kaldt nummer 3, 5 og 8-10. Det fremgik endvidere af faktura, fragtbreve og korrespondance, at Speditøren havde bestilt de øvrige transporter, og Speditøren havde ikke godtgjort, at disse efterfølgende var annulleret. Varerne var kommet frem til modtagerne, og disse havde ikke reklameret over manglende levering. Vognmandsfirmaet havde ikke udført transporter for andre speditører, og det var uden betydning, at Vognmandsfirmaet ikke kunne fremlægge de originale fragtbreve, da disse allerede var sendt til Speditøren sammen med de tilhørende fakturaer. Da Speditøren herefter ikke havde betalt for de udførte transporter, var denne forpligtet hertil.

I relation til Speditørens påstand om, at et større beløb skulle tilbagebetales gjorde Vognmandsfirmaet gældende, at denne i god tro havde modtaget en lumpsum. Det var Vognmandsfirmaets opfattelse, at man havde været berettiget til at udligne de fragter, som man selv valgte at afskrive dem på og at det dermed ikke var Speditøren, der kunne bestemme, hvilke beløb der skulle afskrives på, når der netop ikke var specificeret noget nærmere fra Speditørens side.

På sin side anførte Speditøren, at betaling havde fundet sted og at nogle af beløbene var udlignet ved modregning i det beløb, som var modtaget af Vognmandsfirmaet. Da Vognmandsfirmaet havde udført transporter for flere speditører, og da Speditøren havde udstedt bookingtilbud til flere vognmænd, havde Vognmandsfirmaet ikke ført bevis for, at de øvrige fragter, hvor Speditøren ikke havde modtaget de originale CMR-fragtbreve, var bestilt af Speditøren, hvorfor denne ikke var forpligtet til at betale herfor.

I relation til den fejlagtige overførsel gjorde Vognmandsfirmaet opmærksom på, at et beløb på 14.350 USD i virkeligheden tilkom et andet transportfirma og at Vognmandsfirmaet derfor var forpligtet til at betale differencen mellem det fejlagtige indbetalte beløb og det beløb, som Speditøren havde anerkendt at skulle betale.

Herudover bestred Speditøren, at Vognmandsfirmaet har haft ret til at modregne, primært fordi dette med modregning ikke var bestilt af Speditøren.

Sø- og Handelsretten gennemgik hver enkelt faktura for sig men i det følgende, vil vi af hensyn til pladsen kun omtale de fakturaer, der belyser sagens hovedproblemstillinger.

Retten fandt efter bevisførelsen, herunder navnlig den af vidnet NN (medarbejderen fra speditionsfirmaet) afgivne forklaring, at et vidne på Speditørens vegne arrangerede transporterne fra Sydeuropa, og at han, når han modtog en ordre, telefonisk kontaktede flere fragtførere med henblik på at få et tilbud på transporten. I forbindelse hermed sendte han et standardbrev til flere tilbudsgivere. Ordren tilfaldt den fragtfører, der reagerede først. Når der var indgået en aftale med en fragtfører, blev de øvrige tilbudsgivere telefonisk orienteret herom.

Retten lagde endvidere på baggrund af den af XX (den anden medarbejder i speditionsfirmaet) afgivne forklaring til grund, at Speditøren i sin korrespondance har benyttet standardformularer, der var udviklet til brug for søtransport, men at der var mulighed for at tilføje individuel tekst i brevene.

Retten gennemgik herefter de enkelte tilfælde og for så vidt angår en transport fra Sete i Frankrig til Moskva henviste retten til en telefaxskrivelse fra Speditøren af 17. august 2001 til Vognmandsfirmaet, hvor det fremgik, at der var tale om en "Booking Confirmation", og at Speditøren i rubrikken, der rummer den individuelle tekst, havde tilføjet: "Following our telephone conversation this morning I confirm request for loading in Sete …". Endelig fremgik det af brevet: "If our booking confirmation is not in accordance with your instructions or if you have any questions, please contact us. We thank you for your order". Telefaxskrivelsen var den 18. august 2001 fulgt op af en skriftlig instruks fra Speditøren til dennes chauffør om en transport for Speditøren fra Sete til Moskva.

Retten fandt - navnlig på baggrund af ordlyden i telefaxskrivelsen sammenholdt med omstændighederne i øvrigt - at der var tale om en egentlig ordrebekræftelse, og at det således var godtgjort, at Speditøren havde bestilt transportydelsen, der var omfattet af Vognmandsfirmaets faktura af 3. oktober 2001 opgjort til 4.800 USD.

Herefter, og da rentepåstanden var ubestridt, fandt retten, at Vognmandsfirmaet havde været berettiget til at benytte fordringen til modregning, jf. nærmere nedenfor.

Vedrørende en transport fra Fleville i Frankrig til Moskva henviste retten til, at det af Speditørens telefaxskrivelse af 26. oktober 2001 fremgik, at der var tale om en "Booking Confirmation", og at Speditøren i rubrikken, der rummer den individuelle tekst, har tilføjet: "Thank you for the quick feed back. This is a booking confirmation for loading at: … Fleville".

Retten fandt - navnlig på baggrund af ordlyden i telefaxskrivelsen sammenholdt med den af vidnet NN afgivne forklaring om, at ordrerne tilfaldt den fragtfører, der først afgav tilbud - at det var godtgjort, at Speditøren havde bestilt transportydelsen, der var omfattet af Vognmandsfirmaets faktura 16. november 2001 og opgjort til 4.500 USD.

Herefter, og da rentepåstanden var ubestridt, tog retten denne del af Vognmandsfirmaets påstand til følge.

Vognmandsfirmaet fik dog ikke medhold hele vejen hjem, og et eksempel herpå var en transport, som Speditøren havde bestridt overhovedet var bestilt eller udført og om dette udtalte Sø- og Handelsretten: "Det fremgår af parternes aftale bekræftet ved Vognmandsfirmaets skrivelse af 2. januar 2001, at fragten inkluderer: "free customs clearance/unloading time in Moscow - by Russian truck 48 hours, extra time USD 30/ starting hour (max 10 h/day - by finnish truck 24 hours, extra time USD 30/starting hour (max 10 h/day)".

Af et køreskema fremgår, at et køretøj ankom den 7. november 2001 kl. 06.00, at dokumenter blev afleveret til fortoldning den 8. november 2001 kl. 09.13, og at "unloading" var afsluttet den 9. november 2001 kl. 20.20.

Da det er uoplyst, om køretøjet var finsk eller russisk, finder retten det ikke godtgjort, at Vognmandsfirmaet har et krav i henhold til faktura af 21. november 2001, hvorfor Speditøren vil være at frifinde i relation til dette forhold."

Bundlinien på Sø- og Handelsretten dom blev, at Speditionsfirmaet skulle betale godt 35.000 USD for en del af de 17 omtvistede fakturabeløb, men i øvrigt blev frifundet for 5 andre, ligesom Vognmandsfirmaet på sin side blev frifundet for den selvstændige påstand, Vognmandsfirmaet havde nedlagt på 650 USD, der som nævnt var differencen mellem et fejlagtig indbetalt beløb og det beløb, som Speditøren rent faktisk havde kunnet anerkende.

Speditionsfirmaet indbragte herefter sagen for Højesteret under argumentationen om, at nogle transporter ikke var bestilt og en enkelt transport var annulleret blev gentaget. Herudover gjorde Speditøren yderligere gældende, at man var kommet til at foretage en dobbeltbetaling, således der var indbetalt USD 11.850 for meget.

Højesteret gjorde rimelig kort proces og nøjedes med at henvise til Sø- og Handelsrettens begrundelse for, at en række transporter, der beviseligt var bestilt af Speditionsfirmaet og at en yderligere transport ikke var blevet annulleret.

Herudover fandt Højesteret det ikke bevist, at Speditionsfirmaet havde givet Vognmandsfirmaet besked om, hvilke fakturaer de foretagne betalinger skulle afskrives på, hvorfor Vognmandsfirmaet havde været berettiget til at vælge at afskrive betalinger på andre fakturaer. Yderligere fandt Højesteret det ikke bevist, at der var foretaget dobbeltbetalinger og alt dette førte til, at Sø- og Handelsrettens dom blev stadfæstet.