Scandlines endelig solgt efter flere års tovtrækkeri mellem det danske transportministerium og de tyske statsbaner.
Af Lars Lassen
Det blev som ventet et konsortium bestående af Allianz Capital Partners, München og 3i Group, København og Frankfurt am Main og Deutsche Seereederei i Rostock, der købte Scandlines AG. Salgssummen blev på 11,6 mia. kroner, hvoraf den danske stat indkasserer halvdelen.
Dermed kan medarbejderne og ledelsen i det store færgerederi nu endelig kaste årelang uvished af sig og gå i gang med fremtiden, der givetvis byder på en række forandringer, selv om køberne har garanteret jobsikkerhed i 40 måneder.
- Der er solgt til højeste bud, og der er ikke givet nedslag i prisen i forbindelse med aftalen om sikkerhed for beskæftigelsen frem til 2010, sagde transport- og energiminister Flemming Hansen, da han sammen med Deutsche Bahn og repræsentanter for køberkonsortiet præsenterede salgsaftalen i Transport- og Energiministeriet.
- Jeg er meget glad for resultatet af salgsprocessen. Processen har været meget tidskrævende, men har vi nu et meget attraktivt resultat. Jeg er sikker på, at de nye ejere vil styrke Scandlines' udvikling hen imod et endnu mere succesfuldt færgerederi, som tilbyder sine kunder serviceydelser af høj kvalitet. Dette vil være i såvel Scandlines' kunder som medarbejdernes interesse, sagde Flemming Hansen.
Kompliceret procesMen den danske Transport- og Energiminister gik forholdsvis let hen over den lange periode med usikkerhed og konsekvenserne for Scandlines medarbejdere, så var man klædeligt brødebetynget fra tysk side over den langstrakte salgsperiode.
- Jeg er henrykt over vi endelig er nået i mål og har fået en god aftale for alle parter. Derfor vil jeg også sige tak til Scandlines ansatte, for deres tålmodighed under disse meget lange salgsforhandlinger, sagde 3i Germany’s adm. direktør Stephan Krümmer.
Også Stefan Sanne, Allianz Capital Partners, beklagede, at man hyppigt havde måttet bryde de lovede tidsplaner for handlen.
Deutsche Bahn, der ejede de tyske 50 procent af aktierne i Scandlines, blev repræsenteret ved Wolfgang Reuter, da koncernchefen Hartmut Mehdorn var anderswo engagiert.
- Jeg er glad for, at vi har fået en aftale. Det her ikke været nogen let proces, da der har været mange interesser, der skulle tilgodeses. Ikke mindst i forhold til de ansatte i både Danmark og Tyskland. At Scandlines - trods usikkerheden omkring rederiets ejerforhold - har formået at udvikle sig positivt er et bevis på den professionalisme, som ledelse og medarbejdere besidder, sagde Wolfgang Reuter.
FemernbroLederen af Deutsche Seerederei, der står for den søfartsfaglige ekspertise i køberkonsortiet, Horst Rahe, fastslår, at man er overbevist om, at købet vil blive en god forretning, selvom en fast forbindelse over Femern Bælt bliver realiseret.
- Den mulighed har vi naturligvis medtaget i vores beregninger, og jeg er sikker på at Scandlines har kvaliteter, som vil sikre rederiets fremtid, selv om rammebetingelserne ændres.
Horst Rahe afviser, at man havde truffet nogen beslutning om Mols-Liniens fremtid i Scandlines-konsortiet. Scandlines ejer 30 procent af aktiekapitalen i Mols-Linien.
- Det er et spørgsmål som vi vil søge besvaret i samarbejde med Mols-Liniens ledelse, siger Horst Rahe.
I statskassenMens Deutsche Bahn bruger indtægterne fra salget til at afdrage nogen af det stadigt statsejede selskabs enorme gæld efter de massive opkøb i europæisk transport og logistik, så ender den danske andel på 5,6 mia. kroner i statskassen.
Det er dog aftalt med Socialdemokraterne, at man skal drøfte anvendelsen af gevinsten efter sommerferien. Det har blandt andet været forslået, at man bruger pengene til at fremskynde fornyelsen af signalsystemerne på det danske jernbanenet.
Salget er betinget af godkendelse fra Folketingets Finansudvalg, Deutsche Bahn AG's bestyrelse, det tyske Ministerium for Trafik Byggeri og Byudvikling samt EU's konkurrencemyndigheder. Disse godkendelser forventes indhentet i løbet af ca. 2 måneder.