23948sdkhjf

Fransk flyder med høj himmel

Citroën C4 Picasso Van byder på høj komfort og panoramaudsigt fra førersædet.

Citroën C4 Picasso Van byder på høj komfort og panoramaudsigt fra førersædet.



Af Lars Lassen

Citroën har altid lavet biler med næsten skulpturelle kvaliteter. Et kendetegn som det er svært at bevare, når man formgiver biler efter moderne skabeloner med krav om optimal aerodynamik af hensyn til brændstoføkonomi med mere.

Men den nye C4 Picasso løfter Citroën arven ganske nydeligt med et usædvanligt harmonisk og stilrent design både ude og inde.

Den enorme forrude giver ikke bare et fornemt udsyn, men også en næsten ubændig trang til at trække tilbage i rattet, slippe asfalten og slå understel og flaps op inden man stiger op i den blå himmel.

Men så langt rækker hverken aerodynamik eller motorkraft. C4 bliver på jorden og her agerer den ganske glimrende.

Fløjsblød undervogn

Kørekomforten er vægtet højt, så der er et anstrøg af amerikansk flyder over C4. Det bliver dog først rigtigt markant, når der er meget læs på bilen. Nærmer man sig den maksimale nyttelast på 670 kilo, så skal C4 ikke presses alt for hårdt i kurverne.

Men under de fleste forhold er C4 dog et ganske fornøjeligt bekendtskab, set med chaufførbriller.

Kabinen spejler karrosseriets formgivning på fornem vis, med instrumenteringen centerplaceret over midterkonsollen. Rattet i testbilen, der er udstyret med Citroëns nye E6G automatgear. Gearvælgeren er en forbløffende spinkel lille ’pind’ bag rattet over viskerkontakten, der fungerer på normal automatgear facon.

Formel 1

Men Citroen giver også de utålmodige lov til at styre tingene selv med et vippekontaktsystem på rattet a la Formel1.

Formel1 gearet fungerer udmærket, men virker lidt malplaceret når man tager de forholdsvis beskedne præstationer fra den 1,6 liters HDi dieselmotor i testbilen. Bevares, det leverer pæn trækkraft, men C4 er også en forholdsvis tung bil, så 110 heste og 240 Newtonmeter rækker bestemt ikke til sportsligt trav.

Derfor vil det formentlig også være en rigtig god ide, at investere i den dyrere 2 liters HDi diesel, hvis man planlægger at spænde noget på en eventuel trækkrog.

Partikelfilter er standard på de to dieselmotorer. C4 leveres også med to benzinmotorer på henholdsvis 1,8 og 2,0 liter.

Stadig interessant

Sikkerheden er naturligvis også vægtet højt, fra det glimrede udsyn hele vejen rundt (noget som moderne biler bestemt ikke kan prale af generelt), til både passive og aktive sikkerhedssystemer. ESP er standard, der er ventilerede skivebremser på forhjulene og almindelige skivebremser på bagakslen, med ABS bremsesystem med EBD og bremseassistent.

Der er hele 7 airbags og automatisk afbrydning af brændstofsystemet ved kollission, automatisk tænding af katastrofeblink ved hårde opbremsninger.

Listen over standardudstyr hører også til i den pæne ende af spektret.

Citroën C4 Picasso har i lighed med tilsvarende varebiler fået et prismæssigt los opad. Så gevinsten ved de gule nummerplader er blevet mindre, men en Citroën C4 Picasso med samme motor og automatigear starter på hvide plader ved 331.000 kroner inklusiv moms. Så der er stadig en ganske pæn besparelse, ved at vælge en model uden bagsæder, når priserne på gule plader starter omkring 200.000 med moms.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079