Fremragende gearskifte i den lille DAF
DAF har taget hul på fremtidens løsning, når det gælder mindre distributionslastvogne
Af Finn Bjerremand
Der er ingen tvivl om, at DAF har ramt plet med deres transmissionsløsning på den nye DAF LF 45. Den hollandske producent tilbyder en transmission med et automatiseret gearskifte, som vil kunne dække behovet for op i mod 95 procent af kundernes behov.
Det står klart, efter at jeg har prøvekørt en DAF LF 45.220, som er Udstyret med den nye gearkasse, som bærer betegnelsen 6AS1000. Det er en 6-trins ZF AsTronic gearkasse.
Denne gearkasse skifter lynhurtigt og giver vognen en meget hurtig accelerations-evne, som betyder, at selv den mest urutinerede chauffør hurtigt kan komme af sted.
Holder f.eks. man ved en lysregulering med fuld last, så skal en chauffør med en tilsvarende lastvogn, der er udstyret med en manuel betjent gearkasse skynde sig meget med gearskiftet for at kunne følge med denne LF’er.
Gearskiftet går på plads uden man faktisk mærker skiftet. DAF er i det hele taget lykkedes godt også med LF serien.
Fremragende løsningI forvejen har den hollandske producent fin succes med de store serier CF og XF. Men det har knebet med afsætningen af LF’ i Danmark - og det er faktisk synd.
Der er nemlig tale om en fremragende løsning i vægtklassen under CF-serien.
DAF LF 45.220 er en vogn i klassen 10 til 12 ton totalvægt med en DAF GR165motor, der har en ydelse på 220 hk/165 kW og som har et drejningsmoment på 850 Nm, der afleveres ved 1200-1700 omdr./min. Miljønormen overholdes ved hjælp af SCRkatalysator, der benytter AdBlue til efterbehandlingen af udstødningen. Motoren er af den moderne sekscylindrede type med fire ventiler pr. cylinder og common rail-indsprøjtningssystem.
6AS1000 gearkassen har det højeste gear som et overgear og en enkeltgearet bagaksel af typen SR 8,20 med udvekslingen 3,73. Vognens akselafstand er 5,00 m med et overhæng bagud på 2,36 m. Foraksen er af typen F48, der er ophængt med parabolsk bladfjederkonstruktion med støddæmpere og krængningsstabilisator. Forakslen er beregnet til maks. last 4,5 t.
Bagakslen er med elektronisk styret to-bælgs luftaffjedring og udstyret med støddæmpere og krængningsstabilisator. Den maksimale belastning af bagakslen er 8,5 ton. Hjulstørrelsen er både på forakslen og bagakslen 235/75R 17,5.
Maut-dræberMed denne totalvægt er det en model, der i Tyskland og andre mellem og sydeuropæiske lande går under betegnelsen Mautkiller, fordi den lige kan holde sig under de magiske 12 ton totalvægt, der er topgrænsen for, hvornår der skal betales Maut ved kørsel på tyske motorveje.
Derfor er det også en vogntype, som vil være mere udbredt i landene syd for Danmark end i Danmark.
Testvognen er udstyret med et kort dagførerhus kaldet Day Cab, hvor man befinder sig godt. Men det er udelukkende en dag-kabine, der er ikke plads til nogen løsning med en opslagsbar køje eller lignende.
Førersædet er af typen almindelig standard med luftaffjedring. Sammen med det indstillelige rat kan man let finde en fornuftig kørestilling, hvor man kan holde ud af køre langt uden at blive træt.
DAF’en skal roses for et godt udsyn gennem ruderne, og specielt de hele vinduer i begge døre er et stort plus. Noget som DAF burde lære af og få indført i de to øvrige lastbilserier CF og XF, der endnu ikke er blevet voksne på dette felt.
Man har et fremragende udsyn og god oversigt i spejlene i begge sider.
Vognen kører godt, man har en tæt kontakt med vejbanen gennem det meget direkte styretøj, og vognens affjedring virker solid og alligevel blød, så man kommer komfortabelt frem også på ujævnt underlag.
Førerhusets affjedring er med gummibøsninger foran og spiralfjedre med integrerede støddæmpere i bagenden af førerhuset. Det giver rolige bevægelser i førerhuset, når man kører over ujævnheder.
Det er fremtidenDAF har helt klart vist vejen med den seks trins gearkasse med automatiseret gearskifte. En testkørsel efterlod et rigtig fint indtryk af gearskiftet, der lige er med til at løfte denne model en tand op i forhold til konkurrenter uden samme type gearskifte.
For fremtiden skal vi regne med, at det bliver svært at rekruttere folk til chaufførjobbet, og derfor skal det gøres så nemt og problemfrit som muligt.
De fleste urutinerede chauffører vil faktisk kunne sætte sig ind bag rattet i denne DAF LF og køre ud løse transportopgaverne.
Det er bare at aktivere gearvælgeren fra N til D og derefter slippe håndbremse, træde på speederen og køre derudaf. Lettere kan det ikke være.
Gearkassens skifteautomatik klarer opgaven med at få skiftet gear, så man ikke overbelaster transmissionen og omvendt heller ikke får et alt for højt brændstofforbrug.
Skulle der være en gammelkonservativ chauffør, der bliver sendt af sted i DAF, kan vedkommende jo blot vælge at sætte vælgeren på Manuel og så selv skifte gear med vippekontaktet ved siden af gearvælgeren.
DAF er kørt i den rigtige retning. Nu er det bare sælgerne, der skal i gang med at afsætte denne model med det effektive gearskifte.