Alle transportvirksomheder, der kører med mad eller drikke, skal tilmeldes Næringsbasen senest 31. juli i år.
Kravet om registrering i Næringsbasen, der er oprettet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som led i den skærpede fødevaresikkerhed, gælder alle virksomheder, der har noget som helst med fødevarer at gøre. Det gælder også transportvirksomheder og vel og mærke også de transportvirksomheder, der blot lejlighedsvis kører med fødevarer.
Fødevarer er her defineret som bogstaveligt talt alt, hvad mennesker putter i munden.
- Reglerne har en overgangsordning, der betyder, at hvis du som transportør har haft din virksomhed før 1. maj i år, så kan du tilmelde dig basen frem til 31. juli 2007 uden videre. Efter den dato skal vognmanden eller en ledende medarbejder bestå en såkaldt næringsprøve eller have gennemført en godkendt uddannelse, forklarer konsulent Lisbet Hagelund i DTL.
Hun opfordrer til, at også virksomheder med fremtidsplaner som fødevaretransportør allerede nu tilmelder sig Næringsbasen. Det sikrer, at virksomheden i fremtiden kan køre med fødevarer uden et forudgående kursus.
TilmeldingenFor at blive registreret i Næringsbasen, skal virksomheden udfylde en blanket fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og sende den til: Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Næringsbasen, Kampmannsgade 1, 1780 København V eller til naeringsret@eogs.dk.
Blanketten kan downloades på www.virk.dk/naeringsbasen.
Registreringen koster 500 kroner plus et årligt gebyr på 500 kroner pr. forretningssted.
Transportvirksomheder skal registreres som fødevareengrosvirksomhed.
Ifølge DTL arbejdes der på, at en del af indholdet i næringsprøven meritoverføres fra vognmandskurset – selve vognmandskurset bliver uforandret.
Enkelte virksomheder kan blive undtaget fra optagelse i Næringsbasen, blandt andet hvis den samlede årlige omsætning ved fødevaretransporterne ikke overstiger 50.000 kroner før moms.