Vejdirektoratet udvider det nuværende samarbejde med TV2 om trafikinformation. Nu sendes information fra Vejdirektoratets TrafikInformationsCenter også på TV2 Radio.
Konceptet indebærer, at der sendes trafikmeldinger to gange i timen mellem klokken 06.30 og 09.00 og igen mellem klokken 16.00 og 17.30 på hverdage. Der bliver også mulighed for trafikmeldinger på øvrige dage ved ekstraordinære hændelser som snestorm m.m.
- Med samarbejdet med TV 2 Radio udvider vi igen mulighederne for trafikinformation til borgere og trafikanter før og ikke mindst under kørslen. Med de faste sendetider og mulighed for her-og-nu broadcast, kan vi i endnu højere grad give det helt aktuelle trafikbillede til både bilister og brugere af den kollektive trafik, siger Charlotte von Scholten fra Vejdirektoratets TrafikInformationsCenter.
-----