Det fynske vognmandsfirma er blandt de allerførste danske kunder som har fået leveret den nye Scania model der med sine 480 hk klarer Euro 4 kravene uden brug af AdBlue
Midtfyns Godstransport A/S er en af de første lastvognskunder, der har fået leveret de nye Scania R 480.
Lastvognsversionen er udstyret med Scanias nye sekscylindrede motor DT 12 17, som er en videreudvikling af den tidligere 470 hk turbocompound-motor, der er forsynet med EGR (Engine Gas Recirculation - på dansk udstødningstilbageførsel), og som har en maksimum effekt på 480 hk og et drejningsmoment på 2250 Nm.
Den nye motor deler i øvrigt sammen med MANs nye D26 motor pladsen som den mest powerfulde lastvognsmotor på det europæiske marked, der opfylder EURO 4 normen uden brug af SCR-katalysator og deraf følgende behov for påfyldning af AdBlue.
Fragtmandskørsel
Midtfyns Godstransport A/S i Ringe fik leveret de seks nye treakslede Scania R 480 6x2/4 twinsteertrækkere på én gang.
Alle seks vogne er udstyret med Scanias Highline førerhus og en trækkeropbygning fra opbygger-afdelingen hos Scania Biler A/S i Vojens.
Midtfyns Godstransport A/S, der bl.a. kører fragt i Danske Fragtmandsregi, råder over ca. 70 trækkende enheder samt et tilsvarende antal påhængskøretøjer, og har også en afdeling på Sjælland. Transportvirksomheden har i alt 110 medarbejdere.
De nye Scania-lastvogne er leveret af Scania Biler A/S i Odense, hvor lastvognssælger Ejvind Jørgensen har stået for salgsarbejdet
-----