Cargobull Trailer Store fordobler i Padborg
I takt med et stigende marked for brugte trailere i såvel Danmark som i udlandet, har Cargobull Trailer Store i Padborg fået pladsproblemer. Derfor er der sat en større udvidelse i gang på Europavej i Padborg, hvor det nuværende parkeringsareal for brugte trailere fordobles fra de nuværende 20.000 kvm til 40.000 kvm. Herved bliver der fremover plads til de ca. 500 brugte trailere, som firmaet løbende har på vej ud og ind.
Cargobull Trailer Store er en selvstændig afdeling i Schmitz Cargobull koncernen, hvor man udelukkende tager sig af køb og salg af brugte trailere i hele Europa. Dette kan både være når kundernes leasingaftaler udløber og ved udskiftning til nyt materiel, ligesom man i nogle tilfælde også foretager opkøb på det frie marked.
Afdelingen i Padborg opererer ikke kun på det danske marked, men er også koordinator for alle salgsaktiviteter i såvel Norden som i Baltikum og Rusland.
Pulje af brugt
På de forskellige europæiske depoter råder Cargobull Trailer Store konstant over en pulje på ca. 2.500 brugte trailere i forskellige udførelser. En stor del af disse bliver ifølge Per Storm, der er daglig leder af Cargobull Trailer Store i Padborg, solgt til de såkaldte ?østlande?, men sideløbende hermed oplever man i øjeblikket også et stigende salg af brugte trailere på det danske marked.
- Da der forventes en fortsat stigning i salget til såvel Norden som i Baltikum og Rusland, er det nødvendigt at vi er rustet til det, siger Per Storm. En del af salget er ifølge Per Storm også situationer, hvor kunden står og mangler en specifik trailer til at sætte på gaden næsten samme dag. Derfor er det også vigtigt, at vi har så mange trailere som muligt samlet på ét sted, så kunderne i ro og mag kan gå rundt og udvælge den eller de trailere, de har brug for.
Produktpakke
Cargobull Trailer Store er en del af Schmitz Cargobull koncernens ?one stop shopping? koncept og kan via den samlede produktpakke i Cargobull Trailer Center i Padborg tilbyde forskellige former for leje-/leasingløsninger samt serviceaftaler på det brugte materiel.
Som en del af Schmitz Cargobull koncernens ?one stop shopping? koncept kan Cargobull Trailer Store via den samlede programpakke også formidle forskellige former for finansiering eller leasing og serviceaftaler på de brugte trailere via nogle af koncernens øvrige selskaber.
-----