23948sdkhjf

Svære regler omsat til transporthverdag

Ny ADR-konvention, der trådte i kraft i januar, er endnu ikke officielt oversat til dansk - Trotters har derfor lavet deres egen danske version - og så er Trotters gået sammen med Falck IMS om security

Ny ADR-konvention, der trådte i kraft i januar, er endnu ikke officielt oversat til dansk - Trotters har derfor lavet deres egen danske version - og så er Trotters gået sammen med Falck IMS om security



Terrorsikring er i fuld gang med at gøre sin indmarch i vejtransporten. Senest er ADR-konventionen - der hidtil udelukkende har fokuseret på farligt gods - kommet i en ny version, hvor terrorsikring er integreret i det internationale regelsæt om opbevaring, håndtering og transport af farligt gods.

Den nye ADR-konvention trådte i kraft ved årsskiftet og skal således følges af alle danske virksomheder - blandt andet i transportbranchen. Men Beredskabsstyrelsen har endnu ikke udsendt en dansk oversættelse.

Derfor har farligt gods konsulenterne i Trotters lavet en foreløbig oversættelse.

- Det er utilfredsstillende for vores kunder og derfor har vi taget det her skridt. De skal overholde reglerne og kan straffes, hvis det ikke er i orden, fortæller udviklingsdirektør Jan Holmbach Henriksen, Trotters A/S.

Partnerskab

Trotters A/S har lang erfaring i at omsætte de komplicerede tekster i konventionen til let forståelige og praktiske værktøjer, som kan anvendes i virksomhederne.

En vigtig del af Trotters serviceudbud er rådgivning til virksomhederne og her er tendensen at kunderne ønsker et fast partnerskab frem for traditionelle konsulent ydelser.

- Traditionelt har virksomhederne henvendt sig til os og bedt om konsulentbistand i forbindelse med konkrete problemstillinger. Men det kortvarige samarbejde betyder, at virksomheden ofte skal starte forfra, når de igen har brug for råd og vejledning, fordi konsulenten ikke kender virksomheden i forvejen. I et langvarigt partnerskab undgår man, at det er nødvendigt at genopfinde den dybe tallerken og kan i straks gå i gang med at løse det konkrete problem, som kunden ønsker rådgivning om, siger Jan Holmbach Henriksen.

Terrorfrygt

En anden søjle i Trotters produktprogram er uddannelse af medarbejdere og virksomheden tilbyder mere end 50 forskellige kursus, der er skræddersyet til et bredt spektrum af jobs. Den uofficielle oversættelse af ADR-konventionen er også udarbejdet, fordi Trotters lever af at udbyde aktuel og relevant viden og så nytter det ikke at undervise kunderne i forældede regler.

Terrorsikring udgør en vigtig andel af ændringerne i ADR-regelsættet og Trotters ser det som sin opgave, at gøre terrorsikring til en jordnær opgave for virksomhederne.

Hele terrorsikringsproblematikken blev først udmøntet i konkrete regler og krav inden for skibsfartsindustrien (ISPS-reglerne). Resultatet er et meget kompliceret og tungt regelsæt, som ikke umiddelbart kan anvendes inden for eksempelvis landevejstransport.

- Terror er et vanskeligt begreb. Spørger en tilfældig person på gaden om hvad terror er, så svarer de World Trade Center eller en selvmordsbomber i en bus i Jerusalem. Men bag ved selve terrorhandlingen, ligger der en eller anden form for logistik, hvor udenforstående kan blive involveret uden de opdager det. Det er også terror og det er her, virksomhederne nu skal gøre en indsats, siger Jan Holmbach Henriksen.

Trotters i alliance med Falck IMS

Terrorsikringens indmarch på farligt gods området, har stillet Trotters over for en ny udfordring, som ligger uden for virksomhedens kernekompetence. Derfor har Trotters indgået et tæt samarbejde med Falck IMS A/S, tilbyde kunderne et helhedskoncept, hvor såvel "transport sikkerhed" og "terrorsikring" udgør et hele.

- Vi har været ude på markedet for at finde en samarbejdspartner, der har den nødvendige viden på security-området og kendskab til transportbranchen. Det har vi fundet i Falck, der er funderet i tre lande og som besidder stor know-how på området og har et tæt samarbejde med myndighederne om de her ting. Samtidig har de en fornuftig og praktisk tilgang til, hvordan chauffører, vognmænd og speditører skal opfylde de her krav, siger Jan Holmbach Henriksen.

Han fremhæver, at rutiner og regler om terrorsikring, skal fastholdes på et praktisk og let tilgængeligt niveau, hvis det skal gennemføres ude i transportvirksomhedernes dagligdag.

- Det må ikke blive for stort og for farligt. Det handler om, at små ændringer af rutiner. Eksempelvis skal man skal sørge for at godset udleveres til den rette modtager, chaufføren må ikke gå fra en ulåst bil eller efterlade køretøjet i sårbare situationer eller afvige fra den aftalte rute. Sker det alligevel skal han omgående melde det til disponenten, siger Jan Holmbach Henriksen.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078