Dansk transporterhverv har ikke en udbredt tradition for at indkalde eksterne rådgivere til at løse virksomhedens problemer. Man kan måske nærmest hævde det modsatte.
Om det gælder alle virksomheder i transporterhvervet, eller kun nogle få, så er det en ikke sjældent udtalt holdning hos ledelserne, at man selv er bedst egnet til at løse de opgaver, virksomheden skal have løst.
- Det burde ikke være nødvendigt at indkalde forstærkning til virksomhedsledelsen i form af eksterne rådgivere, der i øvrigt er "dyre i drift", lyder indstillingen ofte,
Myten om, at eksterne konsulenter er både omkostningstunge og måske også begrænset effektive, trives i bedste velgående i transporterhvervet. Man hilser på den konstant. Men det er måske en uheldig tendens, når man samtidig tænker på, at den største klogskab består i at vide, hvilke discipliner man behersker mindre godt, - og søge ekspertassistance til løsning af den type problemer.
Trans Inform stiller spørgsmålet om transporterhvervets brug af eksterne konsulenter til en række tilfældigt udvalgte transportvirksomheder.
-----