23948sdkhjf

Maut-start med knaster

Toll Collects avancerede maut-system bestod premieren på den tyske vejskat med glans - men allerede efter få dage, står det klart at systemet ikke er fejlfrit

Toll Collects avancerede maut-system bestod premieren på den tyske vejskat med glans - men allerede efter få dage, står det klart at systemet ikke er fejlfrit



Selv om måneders grundig gennemtesting af Toll Collects skandaleplagede maut-system allerede i november viste "alles klar", så var det utvivlsomt med en hvis lettelse, at forbundstrafikminister Manfred Stolpe kunne proklamere succes. Maut-skandalen var for et lille år siden tæt på at koste Stolpe ministerposten, og et nyt kapitel i fortællingen om Toll Collects tekniske problemer, ville formentlig betyde enden på en politisk karriere.

Toll Collects maut-system har i de første dage vist, at systemet stort set fungerer som lovet.

Hos ITD oplyser sektionsleder Anders Jessen på dag fem, at maut-starten kun har givet anledning til få tilbagemeldinger om problemer fra medlemmerne.

- Det fungerer langt bedre end frygtet, siger Anders Jessen.

Ingen køer

Heller ikke frygten for lange køer ved maut-terminalerne blev ikke en realitet - hverken herhjemme eller i udlandet. Ikke mindst fordi 1. januar var en gunstig startdato at starte op på. Det skyldes bl.a., at det var helligdag både den første og den anden januar. På den måde var det kun lastvogne, der havde tilladelse til at køre på helligdage, som allerede var kørt ind i Tyskland inden kl. 22 den anden januar. Dernæst var der kun ganske få eksportlastvognstog, der var lastet op og klar til afgang på den første tur i det nye år. Derfor ventedes store rykind at komme i løbet af hele den første uge, hvor erhvervslivet igen vågnede op efter jul og nytår.

Trans-Inform besøgte flere af de opstillede maut-terminaler søndag 2. januar omkring kl. 22, og ikke på nogen af disse steder var der den mindste form for kø.

På Statoil-tankstationen ved rastepladsen Ustrup på motorvej E45, var der ved 21:30 tiden blot en enkelt chauffør fra DFDS Transport i Norge, som kom ind og betalte sin tyske motorvejsskat.

Tilsvarende så vi en enkelt lastbilchauffør, der betalte motorvejsskat på Transitgården i Padborg. På selve motorvejsgrænseovergangen ved Frøslev, hvor der er stillet en lille pavillon op med ikke færre end fem maut-terminaler, var der kun tyske pressefolk til stede.

- Vi har modtaget få rapporter om ventetid ved enkelte maut-terminaler, men kun i korte perioder, fortæller Anders Jessen, ITD.

Maut-snyd

Premiere-weekenden var dog langtfra problemfri. 500 lastvognschauffører hentede en maut-bøde, fordi de kørte på motorvejene uden at have betalt.

Det særlige maut-politi havde lovet at udvise en vis kulance over for chaufførerne i forbindelse med maut-starten. Men den juridiske elastik rakte ikke til overbærenhed over for de chauffører, der forsøgte at køre maut-frit på de tyske motorveje.

Maut-snyd straffes med bøder fra ? 75 og helt op til ? 20.000 i grove tilfælde.

Den elektroniske overvågning af motorvejsnettet fra maut-broer, hvor nummerpladerne aflæses optisk og tjekkes i Toll Collects database, gør det let for maut-politiet at udpege de lastvogne, der snyder på maut-vægten.

Men det er åbenbart ikke alle, der snyder bevidst.

Den tyske vognmandsorganisation BGL beretter om fejl på flere maut-computere i lastvogne (OBU'ere). Tilsyneladende virker OBU'en som den skal, men reelt indberetter den ikke data til Toll Collects system, og det koster chaufføren en bøde.

Flere chauffører er angiveligt blevet stoppet af Bundesamt für Güterverkehr (BAG) som snydere, selvom deres OBU'er tilsyneladende fungerede korrekt.

Det er også muligt at gå ufrivilligt i bødefælden ved manuel bookning på maut-terminaler.

- En bookning skal afvikles inden for et bestemt tidsrum. Selv om tidsfristen typisk er tre gange så lang tid, som selve kørslen tager, så er der flere, der er kommet galt af sted, fordi de ikke har indtastet hviletider - specielt det lange otte-timers hvil kan volde problemer. Er kørefristen overskredet, så er man forpligtet til at trække en ny billet. Der er også flere - især udenlandske chauffører fra lande, hvor man ikke taler de fire sprog, som anvendes på mautterminalerne - der har haft problemer med at indtaste de korrekte oplysninger, fortæller Anders Jessen, ITD.

Han anslår, at kun omkring halvdelen af de lastbiler, der kører på de tyske motorveje i øjeblikket, er udrustet med OBU'ere, der automatisk indberetter kilometerforbruget til Toll Collect.

Overbelastning

Der har også været mindst et tilfælde, hvor det ikke var muligt, at booke maut via internettet. Toll Collect undskylder sig med overbelastning af systemet.

Ved grænseovergangen Waidhaus mellem Tyskland og Tjekkiet, var alle maut-terminaler onsdag 5. januar så proppede med pengesedler, at de ikke kunne rumme flere. Her kom der først gang i automaterne, da et servicefirma fik tømt automaterne. Toll Collect har lovet hyppigere tømning.

I ITD anslår man, at kun omkring halvdelen af de lastbiler, der kører på de tyske motorveje i øjeblikket, er udrustet med OBU'ere, der automatisk indberetter kilometerforbruget til Toll Collect.

- I takt med, at en større andel får monteret OBU'ere, så vil spidsbelastning ved maut-terminaler og på internettet, formentlig høre fortiden til, vurderer Anders Jessen.

- I takt med, at en større andel får monteret OBU'ere, så vil spidsbelastning ved maut-terminaler og på internettet, formentlig høre fortiden til, vurderer Anders Jessen.

Snor i Toll Collect

Den stort set vellykkede maut-premiere har ikke aflivet de europæiske transportorganisationers skepsis over for maut-konsortiet Toll Collect.

Den internationale vognmandsorganisation IRU har meddelt, at man fortsat vil overvåge opkrævningen af den tyske motorvejsafgift for såvel tekniske som administrative problemer.

Det gælder også Dansk Transport & Logistik og International Transport Danmark, hvor man nu opfordrer medlemsvirksomhederne til at rapportere om konkrete problemer, som så indberettes til IRU.

-Selv om maut-systemet efter mange vanskeligheder endelig ser ud til at være en teknisk succes, er det væsentligt, at der fortsat nøje holdes øje med situationen. Det gælder både det automatiske opkrævningssystem med OBUer og det manuelle system med internet og terminaler. Den positive start på den tyske vejafgift skulle gerne fortsættes, udtaler DTLs ordførende direktør Michael Svane, der er en af IRU's repræsentanter i den følgegruppe under EU-Kommissionen, der overvåger den tyske vejskat.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064