Fluer har altid været internationalt orienteret. Der er få steder på kloden, hvor arten ikke er talstærkt tilstede. Så da fluen sad i vindueskarmen på chefkontoret og som altid spejdede efter mulige fødeemner, var den ikke spor overrasket over at høre vognmanden tale om nødvendigheden af at være med fremme også i udlandet.

Han diskuterede med sin kone, som altid gerne ville give sit besyv med, når det gjaldt større beslutninger. Hun kom ind imellem ind i firmaet, selv om hun ikke længere var med i bogføringen. Og fluen vidste, at hun gerne havde noget med til kaffen, så den forholdt sig spændt afventende.

Men hun havde endnu ikke gjort mine til at tage noget op af tasken. Hun havde tydeligvis sine tanker andetsteds.

- Jeg kan bare ikke se, at det skulle være nødvendigt ligefrem at åbne kontor i udlandet, sagde hun, og fluen kunne forstå, at dette var fortsættelsen af en diskussion, da havde haft derhjemme.

Hendes filosofi omkring firmaet var "hvad fatter gør, er altid det rigtige", men hun gjorde sig en del anstrengelser for at få indflydelse på hans gøren og laden i vigtige spørgsmål - inden han gjorde noget. Og fluen havde før set, at hun var en mester i ubemærket at lede hans tanker i en bestemt retning.

Vognmanden elskede at få nye ideer og afprøve dem på de ledende medarbejdere i firmaet. Han var som regel lydhør overfor indvendinger. Det havde fluen gang på gang set, men af og til følte han, at her måtte han stå fast og holde på sit, selv om modstanden var stor. Det havde oftest vist sig, at være et klogt træk, selv om det lejlighedsvis også havde ført til nogle mildest talt uheldige dispositioner.

- Men hvor der handles, der spildes, havde han så sagt med et skuldertræk, som fluen med en halvt øje kunne gennemskue absolut ikke var ægte. Han hadede at tabe.

- Der er ingen vej uden om at gennemføre en eller anden form for udflytning. Når kunderne flytter ud må vi flytte med. Og med det omkostningsniveau vi har herhjemme bliver vi jo løbet over ende før vi får set os om, fastslog han.

- Ja, ja det ved du bedst. Jeg er jo ikke med til alle de møder og erfa-ting, du går til. Men man skal vel også se på, hvad man er for et firma. Det der er godt for den ene er ikke nødvendigvis, det rigtige for den anden. Det er jo ikke altid, man skal følge med flokken, indvendte hans kone.

Hun var god til at se tingene, som de var uden så mange omsvøb. Og hun vidste også, at man af og til måtte vove det ene øje. Og vognmanden vidste, at hun var værd at lytte til selv om hun kunne være noget så stædig. Det værste var når hun spidst sagde "Nå! Så gør som du vil!" Så var han klar over, at det skulle han nok ikke gøre.

Men det var ikke den tone hun havde på nu. Men fluen bemærkede, at hun stadig ikke havde taget noget op af tasken. Det kunne godt blive langvarigt dette her.

- Jeg er helt klar over, at vi skal følge med tiden og, at det ikke går at forholde sig passiv. Med du har jo allerede sat en masse i gang. Vi er jo meget mere aktive på udlandet end før. Det kan jeg da tydeligt se, selv om jeg ikke arbejder her mere. Og alt det med globalisering er jeg helt med på. Det nytter ikke at holde sig til sin egen lille andedam mens resten af verden går et gear op. Men derfor er det da ikke forbudt at tænke sig om en ekstra gang og se om ikke risikoen kan gøres mindre. Det er alt, hvad jeg beder om.

Vognmanden sukkede. For al hans entusiasme til trods, så havde hun ramt lige ned i hans egen tvivl. Hvor meget skulle der satses her og nu? Han havde ok fra banken, revisoren og advokaten var med på den og det samme var hans udenlandske kontakter. Og kunderne. I hvert fald et par af dem ventede, at der meget snart skulle ske noget. Selv havde han enorm lyst til at komme i gang, men...

Fluen vidste, at vognmanden og hans kone havde været fælles om den hårde opstart af firmaet, og at det kun var lykkedes fordi de havde kørt et godt parløb både i firmaet og hjemme, og med en massiv udlands-satsning ville det aldrig mere blive det samme firma igen.

Men vognmanden prøvede også at se firmaet for sig fem år frem i tiden. Han vidste, at mange kollegaer ville være væk. Opkøb, fusioner, generationsskifter, konkurser og så videre. Og nu genkendte både fluen og hustruen hans velkendte træk. Han hev kammen frem og redte sit tynde hår, han var i tvivl, men tæt på en beslutning.

- Jeg kunne jo også gå sammen med Dankørsel om to kontorer i udlandet, det har jeg jo talt med dem om, sagde han.

Og hans kone nikkede. - Jo, hvis du føler, at det er det rigtige.

Fluen nikkede også, for hun havde netop åbnet tasken og taget de hjemmebagte og godt krummeproducerende småkager frem.

-----