23948sdkhjf

Blandt de få i verden som kan klare en sådan megalast

En enkelt vindmølle består af tårnbund, tårntop, vindturbine, møllecenter, møllesnude og tre vindmøllevinger og vejer totalt omkring 275 ton, og når det danske rederi, Scan-Trans Chartering K/S, Næstved, laster et af sine nyindkøbte skibe, Taipan Scan eller Thor Scan med vindmøller, er det ofte ikke mindre end syv hele møller, der skal sendes som søfragt.

Det er denne type transport, Scan-Trans nu er i gang med at planlægge med Esbjerg som afskibningshavn og Invergordon i Skotland som destination. Lasten består af seks Bonus vindmøller, og Lars Juhl, der ejer Scan-Trans sammen med Christian Mønsted og Lars Bonnesen, forklarer:

- Skibet ? Taipan Scan ? blev lastet omkring den 29. november. Selve lastningen tager tre til fire dage, og når det er gjort, vil der være seks hele vindmøller ombord, som fylder alt i alt 12.800 m3. Tårnbunden alene vejer 80 og vindturbinen 87 ton, og vægten af de seks enheder når op på 1.650 ton. Sejladsen varer halvanden dag, og Taipan Scan, er meget velegnet til at udføre denne og lignende specialtransporter.

- Vi købte tungløftskibene Taipan Scan og Thor Scan af et hollandsk rederi i oktober måned i år. Vi havde chartret dem i nogle år, men nu havde vi fået ordre på i alt elleve vindmølleafskibninger, så nu mente vi, der var grundlag ? og motivation ? for at gennemføre investeringen. Skibene, der skal bruges til projekttransporter, er enkeltskrogs tørlastskibe. De går internationalt under betegnelsen Module Carriers, hvilket stammer fra den gang man sejlede hele raffinaderimoduler til Saudi Arabien for at opbygge olieindustrien i Mellemøsten.

- Skibene er enestående i Europa til netop denne type søtransporter, - og har de rigtige dimensioner. De er 125 meter lange og har en kæmpeluge på 73 x 15 meter. De har hver en kran med en løftekapacitet på 100 ton og en lasterampe til rullende materiel som for eksempel lastbiler, kraner, kampvogne eller flyvemaskiner. Taipan Scan og Thor Scan, der er omkring 20 år gamle, er registreret i Antigua og Barbuda og har russisk besætning på 16 mand.

Scan-Trans? afskibning den 29. november losser i Invergordon, der ligger på Skotlands nordøstlige kyst. Den videre befordring med særtransport til Rothes Windfarm, Invergordon i Skotland, der har købt 22 vindmøller på hver 2,3 MW, og til Blacklaw Windfarm i nærheden af Edinburgh, der opstiller 42 identiske vindmøller, står Deugro Danmark A/S (Herning) for, der blev etableret i 2003 med særligt fokus på vindmølleindustrien.

Lys fremtid

Fremtiden ser i øjeblikket meget lys ud, fortsætter Lars Juhl, - både for os og for rederibranchen generelt. Omkring den 15. januar skal vi fragte en megalast fra Sagunto i Spanien til Darwin i Australien. Lasten består af tre raffinaderimoduler, der er henholdsvis 25 m x 14,5 m x 18,5 m, 19 m x 14,5 m x 18,5 m og 30 m x 6 m x 6 m. Det første modul vejer 620 ton, og modulerne er så store, at de produceres på kajen i Sagunto af fabrikken (Linde i Tyskland), fordi de ikke kan transporteres over længere strækninger. De tre raffinaderimoduler ligger på dækket, mens vi har lasten fuld af lufthavnsfingre. Det er helt vildt, at det kan lade sig gøre, og jeg tror, vi er blandt de få rederier på verdensplan, der kan gennemføre en så omfattende transportopgave

Tramp-rederi

Når vi har losset modulerne i Darwin og lufthavnsfingrene i Adelaide, må vi sørge for at få en transport fra Darwin til et nyt sted. Vi er et såkaldt tramp-rederi, og Scan-Trans er karakteriseret ved, at skibene ikke sejler i fast rutefart mellem to eller flere destinationer, men ? som en vagabond ? stryger rundt på verdenshavene efter godset. Og tiderne er med os, for søfragterne er meget høje i øjeblikket. Alle rederier tjener penge, også selvom oliepriserne er steget markant, så er søfragterne altså steget endnu mere.

- De gode tider ser ud til at vare ved en rum tid endnu, slutter Lars Juhl. ? Og den ekspansion, Scan-Trans befinder sig i, ser også ud til at fortsætte, så vi er på udkig efter yderligere tonnage og forventer over en periode på ca. fem år at udvide egen flåde til mellem fem og ti skibe.

Scan-Trans Chartering K/S blev stiftet i 1975 som en fusion mellem Mønsted Chartering ApS, Næstved og det malaysiske Scan-Trans og har udviklet sig fra skibsmæglerforretning til skibsoperatør og rederi med to egne og omkring 20-25 skibe på charter på verdenshavene. Scan-Trans Gruppen har en konsolideret omsætning på over en halv milliard kroner og afdelinger i Rotterdam, London, Dubai, Jakarta, Kuala Lumpur, Beijing, Shanghai, Seoul, Tokyo, Viktoria og Houston.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11