23948sdkhjf

Grønne Schou

Poul Henrik Schou startede som vognmand midt i en betalingsstandsning, men leder i dag en særdeles veldrevet virksomhed i vækst.

Poul Henrik Schou startede som vognmand midt i en betalingsstandsning, men leder i dag en særdeles veldrevet virksomhed i vækst.



Det stod ikke i kortene, at vognmand Poul Henrik Schou ti år senere skulle stå i spidsen for en veldrevet og succesfuld virksomhed, da han som 22-årig overtog Poul Schou A/S i 1993. Udsigterne var alt andet end lyse, da den unge vognmandselev, uventet stod med tøjlerne til Odense-virksomheden, som bedstefaderen Poul Schou havde stiftet i 1940.

Poul Henrik Schou havde to års erfaring som chauffør i virksomheden og et år som vognmandsføl hos sin far Jørgen Schou, da virksomheden gik i betalingsstandsning. Få dage senere døde vognmand Jørgen Schou pludselig og efterlod familievirksomheden med 35 lastvogne og godt 40 ansatte til sønnen.

- Jeg var nok den eneste, der ikke havde indset, hvor det bar hen ad med min fars helbred. Det kan jeg se i dag, fordi han selv og bestyrelsen havde kørt mig i stilling til at overtage virksomheden. Det var ikke let at gennemføre et generationsskifte midt i en betalingsstandsning. Men jeg var stadigvæk så grøn, at jeg ikke rigtigt forstod, hvor alvorlig betalingsstandsningen var for virksomheden. Jeg var ikke rigtigt bange og så ingen grund til at se sort på tingene, fortæller Poul Henrik Schou.

Han tøver ikke med at give medarbejderne æren for, at virksomheden gik videre i den svære tid.

- Jeg fik en utrolig opbakning fra personalet. Både på kontoret og fra chaufførerne. Uden dem var det aldrig gået. De var erfarne og dygtige nok til at træffe selvstændige beslutninger, siger Poul Henrik Schou.

Bestyrelsen i Poul Schou A/S erkendte fra starten, at Poul Henrik Schou havde brug for en rutineret leder, og hentede den erfarne direktør Jørn Thorgaard ind i ledelsen af virksomheden.

- Bestyrelsen traf absolut - måske efter opfordring fra banken - den rigtige beslutning. Jørn Thorgaard kendte intet som helst til vognmandsbranchen, men var en dygtig leder, der i andre brancher havde bevist, at han kunne få penge i kassen. Han var en kolossal støtte og har lært mig utroligt meget om, hvordan man driver en virksomhed. Både fagligt og ledelsesmæssigt, men også de mere bløde færdigheder, som er nødvendige i en moderne virksomhed, fortæller Poul Henrik Schou.

- Jeg plejer at sige, at jeg fik en professionel far, og vi kørte et fint parløb i de syv år, han var hos os. Jeg kom med alle ideerne, og så regnede han lige tingene i gennem, inden vi gik videre med projektet, siger Poul Henrik Schou.

Jørn Thorsgaard var adm. direktør i Poul Schou A/S i syv år indtil han døde.

Farfar Poul Schou startede virksomheden som vognmandsforretninger nu en gang bliver startet med en lastbil og en kasse i 1940. Besættelsen tvang lastvognen i garage, og Poul Schou udskiftede rattet med tømmer, en hest og vogn. Men efter befrielsen gik det stærkt. Da Odense-virksomheden fyldte 25 år var vognparken vokset til 25 lastvogne.

Den første firmakunde var Fyns Kul, der stadig står i kundekartoteket, blot under navnet OK. Tankvognstransport er stadig en af Poul Schou A/S specialer og virksomheden kører brændstof for flere olieselskaber.

Jørgen Schou overtog virksomheden i 1968 og flyttede året efter virksomheden ud fra Kong Georgsvej i det centrale Odense til det nuværende domicil på Rugårdsvej i Odense nordvest.

Her råder virksomheden i dag over 15.000 kvadratmeter flisebelagt oplagsplads, 400 kvadratmeter værksted med to fastansatte mekanikere og vaskehal. Den lave administrationsbygning er arbejdsplads for Poul Henrik Schou og 10 andre medarbejdere.

Poul Henrik Schou er glad for fliserne.

- Det lignede enhver anden grusbelagt og lidt rodet oplagsplads, da jeg overtog virksomheden. Mudder om vinteren og støv om sommeren, siger han med glimt i øjet, da han viser Trans-Inform rundt på virksomheden.

Men fliserne er ikke bare lagt for syns skyld - eller måske netop for syns skyld.

- Den faste belægning har givet virksomheden et betydeligt løft. Det er ikke ligegyldigt, hvilke signaler man udsender, hvis man skal invitere kunderne inden for. Det er afgørende, at man signalerer orden og troværdighed, hvis man skal sælge logistikløsninger til eksempelvis banker eller store industrivirksomheder, siger Poul Henrik Schou.

Poul Schou A/S har et bredt udbud af specialer på transportpaletten. Ud over tanktransport, har virksomheden otte kranlastvogne med en kapacitet fra 10 til 115 tonsmeter.

- Det er ikke kun de traditionelle løfteopgaver for byggebranchen, som vi løser. Vi har mange specielle og sjove opgaver med vores kraner. Det store juletræ i Odenses centrum har vi stillet på højkant, fortæller Poul Henrik Schou.

Virksomheden udvidede kranforretningen med køb af Redningstjenesten Fyn og bjergning er i dag med på programmet.

Ud over entreprenøropgaverne har Poul Schou A/S otte lastbiler beskæftiget med afhentning af industriaffald i Odense og store dele af Fyn.

Poul Schou A/S fik de første eksporttilladelser i 70'erne og Odensevognmandens grønne lastvogne krydser stadig landegrænser.

- Firmakørsel med veksellad udgør en stadig større andel af vores aktiviteter. Vi er oppe på 40 lastvogne, der kører logistikopgaver for forskellige kundegrupper, siger Poul Henrik Schou.

Logistik og distributionskørslen blev senest udvidet i august, hvor Poul Schou A/S købte en del af den sjællandske vognmand Leif Kildegaards forretning med transport af hængende konfektion. Med i handlen fulgte otte lastvogne.

- Der er store sæsonudsving i de forskellige brancher, som vi kører for. Højsæsonen falder heldigvis på forskellige tidspunkter afhængigt af branche, men Derfor skal salg og disponering også være ekstra oppe på tæerne, hvis alle biler skal være i beskæftigelse året rundt. Men det er vi faktisk ret dygtige til, siger Poul Henrik Schou.

Poul Schou A/S satser ikke kun på at levere traditionelle transportløsninger. Virksomheden har, via datterselskabet Dansk Sikkerheds Makulering, siden starten af 90'erne tilbudt virksomheder og myndigheder forsvarlig destruktion af fortrolige dokumenter på virksomheden.

- Via vores kørsel med papiraffald til genbrug, blev vi opmærksom på behovet for sikker bortskaffelse af følsomme papirer. Vores løsning er en lastvogn med indbygget makuleringsanlæg, der destruerer dokumenterne til ulæselighed på stedet, forklarer Poul Henrik Schou.

Kundelisten er naturligvis en diskretionssag, men i følge en revisorattest fra Deloitte & Touche, så starter kundelisten med advokater og ambassader, over banker og forsvaret, til medicinalindustri og ministerier, politi og postvæsen, domstole, skattemyndigheder og som det hedder: "nogle af de mest betydningsfulde virksomheder i Danmark".

Poul Schou A/S har hidtil løst makuleringsopgaverne med en enkelt makuleringsvogn, men 1. december udvidedes forretningen med købet af konkurrenten Makuplan i Aalborg.

Innovationen er ikke stoppet ved makuleringsforretningen. 1. august åbnede Poul Schou A/S Dokumenthotellet. Virksomheden tilbyder i en nyopført specialindrettet lagerhal, at opbevare dokumenter for myndigheder og private virksomheder.

Poul Henrik Schou erkender, at det vil tage tid, at vænne danske virksomheder og myndighder til tanken om at overlade virksomhedens skriftlige arvesølv i fremmede hænder.

- Det er et nyt produkt på det danske marked, men er almindeligt i lande som England og USA. Det kræver selvfølgeligt både markedsføring og tålmodighed, at lancere et så utraditionelt produkt. Men vi forventer os meget af dokumenthotellet. Det tog også tid, da man i sin tid begyndte at udlicitere rengøring, fordi man mente, at man ikke kunne give fremmede adgang til sine kontorer, men det er helt naturligt i dag, argumenterer Poul Erik Schou ivrigt.

Lagerhallen er specielt indrettet til dokumentopbevaring med opvarmning, brandsikring og et omfattende alarmsystem. Dokumenthotellet tilbyder ikke kun passiv opbevaring af dokumenterne, men også aktiv arkivføring - naturligvis til en højere pris.

- Hvis vi skal finde kunder til det her, så skal vi naturligvis levere et kvalitetsprodukt. Projektet har krævet megen forberedelse, og der har været mange ting, som skulle gennemtænkes inden vi gik i gang. Men det har også været en sund læreproces for os selv, fordi vi har skullet nytænke, hvordan vi selv arbejder, siger Poul Henrik Schou.

Poul Henrik Schou har sendt hele virksomheden på skolebænken i et uddannelsesprojekt, der er skruet sammen i samarbejde med Danmarks Transport Akademi. Uddannelsesprogrammet består af i alt seks blokke, med hver fire møde/undervisningsdage. Den første blok, der handlede om salg og markedsføring er allerede gennemført.

- Vi har lært meget på det første kursus, fordi alle relevante medarbejdere deltog sammen og vi har øvet os på konkrete opgaver i virksomheden. Det har også betydet, at vi har fået lagt nogen overordnede strategier i fællesskab, fortæller Poul Henrik Schou.

Han understreger, at uddannelse ikke er en mirakelkur.

- Populært sagt, så er det de personlige kvalifikationer - den du er - der er vigtige. Hvis de passer til dit job, så er det nyttigt at bygge noget faglig viden oven på, mener Poul Henrik Schou, der selv deltager i alle kursusforløb.

Blandt de øvrige blokke er emner som IT, knæk et regnskab og trafiksikkerhed.

- Vi har taget trafiksikkerhed med, fordi det er et vigtigt emne for virksomheden. Det er ikke bare chaufførernes ansvar. Alle i virksomheden har et medansvar og en interesse i, hvordan vores lastvogne agerer i trafikken. Der er større og større fokus på etisk adfærd i virksomhederne, og hvis ikke vores chauffører kører pænt, så falder det tilbage på virksomhedens renommé, siger Poul Henrik Schou.

Han ser uddannelsesindsatsen som et middel til at styrke sammenholdet i virksomheden.

- Vi bliver bedre af at gøre tingene sammen. Når det er gået så godt for Poul Schou A/S, som det er, så skyldes det alle medarbejdernes store indsats. Hvis den skal fortsætte, så skal vi alle have det sjovt, når vi går på arbejde. Hvis det lykkedes, så bliver resultatet også positivt, siger Poul Henrik Schou.

Poul Henrik Schou og hustruen Dorthe Schou, der også er ansat i familievirksomheden, har tre sønner. Dorthe Schou er på barselsorlov.

- Den ældste er fire, så man har ikke fri fra arbejde, når man går hjem, siger den unge vognmand og ler.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078