23948sdkhjf

Kan man få hesten til at drikke?

- Det er ekstremt vigtigt, hvis vi skal overleve som underleverandørnation, at vi er i stand til at udvikle løsninger, der er innovative og giver kunderne løsninger, så de selv bliver mere konkurrencedygtige, sagde adm. direktør Mads Clausen, Danfoss, i sin åbningstale til HI Industri Messen for kort tid siden.

Med udgangspunkt i regeringens seneste slagord var messens tema derfor, at forskning er vejen fra tanke til faktura for danske underleverandører.

Det er holdninger, som ikke alene industrielle underleverandører bør lægge sig på sinde, men de gælder i lige så høj grad for transportudbydende virksomheder. Regeringens rapport ?Godstransport? fra september viser således, at udgifterne til forskning og udvikling indenfor transportområdet er på det næstlaveste niveau i forhold til alle andre brancher.

I ?Godstransport? fastslås det endvidere, at det er regeringens mål, at Danmark er blandt de bedste i verden til at udvikle og anvende ny viden og teknologi.

Det er helt i overensstemmelse med holdningen i befolkningen, der ifølge en analyse fra Analyseinstituttet for Forskning, giver udtryk for, at der investeres for lidt i forskning og at mere end hver anden mener, at vi burde bruge flere penge på forskning.

Udfordringen

Også for transporterhvervet kan et tættere samspil mellem virksomheder og viden-institutioner bidrage til, at dette mål nås.

Udfordringen er at øge såvel den offentlige som den private forsknings- og udviklingsindsats og sikre, at forskning og ny viden udnyttes bedre kommercielt.

Som det fremgår af ?Godstransport? rapporten er der virksomheder, der er strategiske og erfarne brugere af viden-institutionerne, men gruppen er desværre ikke stor. Generelt er transportvirksomhederne uerfarne på området.

Der synes således ikke at være sket det store gennembrud siden Transportøkonomisk Forenings (TØF) projekt om fremtidens viden-behov inden for trafik, transport og logistik fra 2001, offentliggjort i april 2002.

Undersøgelsen identificerer en række viden-behov af tværgående karakter, bl.a. et gennemgående ønske om et bedre datagrundlag. Langt de fleste af de behovsområder, virksomhederne i undersøgelsen angav, var specifikke for delsektorer enten som videreudvikling af eksisterende viden-baser eller som analyser af hidtil upåagtede delsektorer. Undersøgelsen pegede således på, at virksomhederne lægger meget vægt på det anvendelsesorienterede.

TØF undersøgelsen viste, at ny viden kun i begrænset omfang behandles systematisk som en nøglefaktor af betydning for virksomhedernes konkurrencesituation. Hverken internationalisering eller systematisk brug af IT-værktøjer er for alvor slået igennem i sektoren, selv om der naturligvis er mange eksempler på, at det rent faktisk er sket specielt i de større organisationer og firmaer.

Slået igennem i søfart

I delsektorer som søfart og vejadministration viste viden-orienteringen dog at være slået relativt tydeligt igennem. Herudover var branche- og interesseforeningerne viden-orienterede i højere grad end deres medlemsvirksomheder. TØF undersøgelsen konkluderer derfor, at der forestår en stor opgave med at inspirere og understøtte transportsektorens omstilling til viden- og netværkssamfundets vilkår.

Fra myndighedernes og organisationernes side gøres der en stor indsats for at bringe hestene til truget. Det ser imidlertid ud til, at det kniber med at få hestene til at drikke. Erkendelse af behovet for og betydningen af ny viden er stigende i virksomhederne. TØFs undersøgelse viser, at tradition og den særlige struktur med mange små og mellemstore virksomheder til trods herfor samlet bevirker, at barriererne hidtil har været for store. Det er kritisk for fastholdelse af transporterhvervets konkurrenceevne på det globale europæiske transportmarked, at disse barrierer overvindes. Her kan peges på, at fokus på det anvendelsesorienterede og udvikling af samspillet mellem erhvervet og forskning/uddannelse er vigtige elementer til at nå dette mål.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14