23948sdkhjf

Københavns Lufthavne lander overskud på 108 millioner

Topchef i Københavns Lufthavne er tilfreds med resultatet i første halvår. Men omkostningerne stiger

Københavns Lufthavne kom ud af første halvdel af året med et overskud på 108 millioner kroner før skat.

I samme periode i 2022 tabte selskabet 12 millioner kroner.

Det viser selskabets halvårsregnskab, som er blevet offentliggjort tirsdag.

- Efter omstændighederne med en krævende genstart efter covid-19 er det et tilfredsstillende halvårsresultat, siger topchefen i Københavns Lufthavne, Thomas Woldbye, i en pressemeddelelse.

- Det absolutte niveau er dog ikke højt nok i forhold til de nødvendige investeringer og vores uafværgeligt stigende omkostninger, lyder det videre.

Tidligere på sommeren hævede Københavns Lufthavne sine forventninger til resten af året.

Nu forventer selskabet, at resultatet før skat ender et sted mellem 300 og 350 millioner kroner. Det er under forudsætning af, at passagertallet når 26 millioner i løbet af året.

Tidligere lå forventningerne på et resultat mellem 150 og 200 millioner kroner før skat.

Årsagen til de hævede forventninger var blandt andet en aftale mellem flyvelederne og det statsejede selskab Naviair, som faldt på plads i juni.

Forud for aftalen skabte en konflikt mellem parterne forsinkelser og aflysninger i Københavns Lufthavn. Det skyldtes mangel på flyveledere i Naviair, som har ansvaret for trafikken i det danske luftrum.

Selskabet Københavns Lufthavne ejer både lufthavnen i Kastrup og den mindre Roskilde Lufthavn.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266