23948sdkhjf

Norsk økonomi er gået helt i stå

Væksten i norsk økonomi i andet kvartal er blevet opgjort til et rundt nul. Rentestigninger gør ondt.

Det går hverken frem eller tilbage for norsk økonomi for tiden. Det står bare stille.

Det norske svar på Danmarks Statistik - som hedder Statistisk Sentralbyrå - har opgjort bruttonationalproduktet for andet kvartal i år, og det viser en forskel på 0,0 procent sammenlignet med første kvartal.

Dermed er økonomien bremset helt op og er blot vokset med 0,7 procent i år.

En af forklaringerne er, at den norske centralbank i et forsøg på at få bugt med den kraftige inflation løbende har hævet renten for at tage luften ud af efterspørgslen, og det har altså kunnet mærkes.

Og det vil også kunne mærkes i Danmark, hvor vi ikke kan forvente at eksportere lige så mange varer nordpå.

- Stilstand i økonomien og den svage norske krone kan svække eksporten til et af vores største markeder.

- Der er meget få i verden, der elsker danske varer og tjenester lige så meget som vores norske naboer. Nordmændene bruger i gennemsnit næsten 18.000 kroner om året på danske produkter, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.

Det er særligt danskproducerede fødevarer, medicin, maskiner, beklædning og møbler, der er efterspurgt i Norge, ligesom nordmændene også lægger en del penge i Danmark som turister.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095