23948sdkhjf

Mærsk taber skattesag - nu venter milliardregning

Mærsk har forbrudt sig mod de regler, der beskriver, hvordan interne handler i et selskab skal foregå

Rederikoncernen Mærsk skal alligevel betale skat af indtægter på 1,3 milliarder kroner, som selskabet indhentede på olieforretninger i Algeriet og Qatar i årene 2006-2008.

Det har Højesteret afgjort onsdag middag. Dermed omstødes landsrettens dom fra 2022.

Sagen omhandler en langvarig strid mellem Skatteministeriet og Mærsk.

Kernen er, at skattemyndighederne har forlangt en højere beskatning af olieindtægterne.

Det fik imidlertid Mærsk og olieselskabet Total, der overtog olieaktiviteterne i 2017, til at sagsøge ministeriet for at stille for hårde skattekrav.

I 2022 fik de to selskaber landsrettens ord for, at Skats beregninger var sket på et forkert grundlag.

Afgørelsen blev siden anket af Skatteministeriet, som onsdag har fået medhold i Højesteret.

Sagens kerne er, at Skat har været overbevist om, at nogle forundersøgelser i forbindelse med olieefterforskning i 1990'erne i Qatar og Algeriet skulle afregnes løbende af nogle datterselskaber i årene 2006 og frem.

Olieaktiviteterne blev nemlig drevet af to datterselskaber, som moderselskabet Mærsk ifølge Skat udførte gratis arbejde for.

Det er i den forbindelse, at Mærsk har forbrudt sig mod reglerne om såkaldt transfer pricing.

Transfer pricing omhandler, hvordan et firma værdisætter varer og tjenester, når det handler med sig selv.

Her skal handler - hvis de skal kunne beskrives som transfer pricing - ske ud fra et armslængdeprincip. Det betyder, at priserne skal være fastsat, som hvis aftalen var indgået mellem to uafhængige parter.

At det sker er afgørende, i forhold til hvor meget selskabet skal betale i skat.

Højesteret skriver i sin vurdering, at transaktionerne mellem Mærsk og datterselskaberne var så tæt forbundne, at de måtte vurderes samlet.

Mærsk er også blevet pålagt at skulle betale sagsomkostninger til ministeriet på godt fire millioner kroner.

Onsdagens afgørelse udgør blot en del af striden mellem parterne.

Ifølge ShippingWatch har Skat fremsat lignende skattekrav for perioderne 2009-2011 og 2012-2016.

Disse sager er foreløbigt parkeret i Landsskatteretten, mens de afventer Højesterets afgørelse.

Sammenlagt kræver Skat beskatning af indtægter på mere end ti milliarder kroner i hele perioden.

Det kan ifølge mediet ende med en samlet skatteregning til Mærsk på mere end to milliarder kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079