23948sdkhjf

Dansk fagforbund varsler sympatikonflikt med Tesla

3F Transport vil sympatistrejke for sine svenske forbundsfæller mod elbilproducenten Tesla og Elon Musk

3F Transport har varslet en sympatikonflikt med det svenske fagforbund IF Metall mod elbilproducenten Tesla.

Det oplyser 3F Transport tirsdag morgen i en pressemeddelelse.

- IF Metall og de svenske arbejdstagere kæmper lige nu en ufattelig vigtig kamp. Når de beder om vores støtte, bakker vi naturligvis op. Ligesom virksomhederne er fagbevægelsen global i kampen for at beskytte arbejdstagerne, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Varslingen kommer, efter at flere svenske fagforbund på det seneste har krævet, at Tesla indgår overenskomster for elbilproducentens værksteder.

- Med sympatikonflikten går vi nu ind og lægger yderligere pres på Tesla. Vi håber naturligvis, at de kommer til forhandlingsbordet hurtigst muligt og tegner overenskomst, siger Jan Villadsen.

Ifølge pressemeddelelsen vil alle medlemmer af 3F Transport blive omfattet af sympatikonflikten.

Konkret betyder det, at havnearbejdere og chauffører i Danmark ikke vil modtage og transportere Teslas biler, der skal til Sverige. Ifølge TV2 vil det ske om 14 dage.

Teslas administrerende direktør og medstifter, Elon Musk, har tidligere udtalt, at han er direkte imod fagforeninger som koncept.

Men ifølge Jan Villadsen er Elon Musk nødt til at respektere den rolle, som fagforeninger spiller i Norden.

- Selv om man er en af de rigeste i verden, kan man ikke bare lave sine egne regler. Vi har nogle aftaler på arbejdsmarkedet i Norden, og dem må man overholde, hvis man vil drive virksomhed her, siger han.

- Solidaritet er grundstenen af fagbevægelsen og strækker sig på tværs af landegrænser. Derfor tager vi nu de redskaber, som vi har, og gør brug af dem for at sikre kollektive overenskomster og retfærdige arbejdsvilkår.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at 3F Transport afsendte sympatikonfliktvarslen til Dansk Arbejdsgiverforening mandag 4. december.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094