23948sdkhjf

Elektronikkæmpe varsler prisstigninger efter nyt fragtkaos

De fleste kan sikkert huske det fragtkaos, der kom i kølvandet på fragtskibets Ever Givens grundstødning i Suez-kanalen. 

Nu skaber den tilspidsede situation i Det Røde Hav nye fragtproblemer. De største containerrederier sejler nu den lang vej om Afrika, og det giver forsinkelser på op mod to uger i forhold til den rute, der går via Det Røde Hav.

Det kommer forbrugerne til mærke, fortæller topchef i elektronikkæden Power Jesper Boysen til Finans.

- Vi har ikke set effekten endnu, men det kommer til at få en indflydelse. Det er selvfølgelig svært at sige, men priserne kommer til at stige, fordi omkostninger forbundet med det her øges. Det er uundgåeligt. Det er ikke unikt for Power, men det er hele branchen, hvor det vil have en indflydelse, siger han til mediet.

Mærsk-skib angrebet

Fredag middag oplyser Ritzau, at den danske rederigigant Mærsk i den nærmeste fremtid vil sende samtlige af sine skibe, der skulle have passeret Det Røde Hav, syd om Afrika.

Det sker, efter at et Mærsk-skib blev angrebet i farvandet inden nytår. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse fredag.

Sidste tirsdag var meldingen, at man satte al sejlads i området på pause på ubestemt tid på grund af en forhøjet sikkerhedsrisiko.

På det tidspunkt var det dog kun en del af flåden, som skulle på en længere rejse.

- Situationen udvikler sig konstant og er fortsat meget ustabil, og alle tilgængelige efterretninger bekræfter, at sikkerhedsrisikoen fortsat er på et betydeligt forhøjet niveau, skriver selskabet i meddelelsen.

Situationen i Det Røde Hav

Siden slutningen af november har flere skibe været udsat for angreb i Det Røde Hav i farvandet, der leder op til Suezkanalen.

Angrebene er begået af Houthi-bevægelsen, der kontrollerer store områder i det borgerkrigsramte Yemen.

Militsen har både angrebet skibe med raketter og droner og gennemført deciderede skibskapringer.

Ifølge Houthi-bevægelsen selv skal angrebene ses som en protest mod Israels krigshandlinger i Gaza-striben og de mange palæstinensiske ofre. Angrebene har dog også ramt skibe uden synlige bånd til Israel.

Angrebene har fået en lang række af de største containerrederier til at fravælge ruten gennem Suez-kanalen og i stedet tage den lange omvej syd for Afrika. Det øger transporttiden med omkring 10 dage.

For at undgå nye angreb og sikre transporten gennem Suez, har en amerikansk-ledet koalition sendt krigsskibe til Det Røde Hav. Også Danmark har bidraget til indsatsen.

Det var skibet "Maersk Hangzhou", som blev angrebet i Det Røde Hav den 30. december.

Det var angiveligt Houthi-bevægelsen i Yemen, der stod bag missilangrebet. Medlemmer af bevægelsen skal efterfølgende også have forsøgt at borde det.

Det fik i første omgang Mærsk til at indstille sejladsen i området midlertidigt i 48 timer, men den melding blev ændret til at være på ubestemt tid efter nytår.

I fredagens udmelding udviser det danske selskab forståelse for, at denne beslutning potentielt kan få konsekvenser for nogle kunder.

- Men du kan være sikker på, at alle beslutninger er blevet nøje overvejet og i sidste ende prioriterer sikkerheden for vores skibe, søfarende og din last, lyder det.

Artiklen er en del af temaet Krisen i Det Røde Hav.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08