23948sdkhjf

Knas i forsyningskæder koster Ørsted: Indgår forlig til 850 mio.

Det har kostet Ørsted milliarder at stoppe projekter. Nu koster det også 850 millioner i forlig

Ørsted skal betale den amerikanske delstat New Jersey 125 mio. dollars - over 850 mio. kr. - i et forlig i en sag om skrinlagte vindprojekter.

Det oplyser delstaten på sin hjemmeside ifølge TV 2.

Det var i efteråret, at det danske selskab valgte at trække sig fra havvindprojekterne Ocean Wind 1 og 2 på den amerikanske østkyst, hvilket medførte nedskrivninger for milliarder.

Samlet set nedskrev selskabet for 28,4 mia. kr. i løbet af de første tre kvartaler i 2023.

Ørsted hensatte i efteråret 300 mio. dollars til selve sagen.

Selskabet oplyser i en skriftlig kommentar til Ritzau, at det er tilfreds med, at sagen er endt i et forlig på 125 mio. dollars.

- Forliget samt meddelelsen om, at New Jersey fremskynder den femte udbudsrunde, understreger delstatens engagement i havvind, lyder det.

Årsagen til at stoppe projekterne var blandt andet problemer i forsyningskæderne og stigende renter.

De højere udgifter har også fået konsekvenser for Ørsteds investeringsambitioner.

Så sent som i juni sidste år lød det, at man ville investere for i alt 475 mia. kr. inden udgangen af 2023. Det skulle medføre en samlet installeret kapacitet på cirka 50 gigawatt.

I dag er ambitionerne mere beskedne.

I forbindelse med sit årsregnskab i februar meddelte Ørsted, at der vil blive investeret for 35 mia. kr. mindre end planlagt mellem 2024 og 2026.

Nu lyder ambitionen, at Ørsted skal have en installeret kapacitet på mellem 35 og 38 gigawatt inden udgangen af 2030.

Forklaringen på, at selskabet i dag står et noget andet sted end i sommeren 2023 er netop de to droppede projekter i New Jersey.

Særligt i sensommeren og i efteråret sidste år fik den negative udvikling aktionærerne til at trække følehornene gevaldigt til sig.

Fra årsskiftet sidste år og frem til november faldt Ørsted-aktien således med omkring 60 procent.

Siden har den dog genvundet lidt af det tabte, og aktien er fra november sidste år til onsdag vokset mere end 60 procent i værdi.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Læs mere om: vindmøller
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.678