En container med indbyggede flydepontoner og satellitsporing – og et mål om en halv million enheder i global drift inden for halvandet år.
Det er visionen for den danske startup Container Rescue System (CRS), stiftet af en gruppe iværksættere fra Grenaa. De vil løse problemet med de mange tusinde containere, der hvert år går tabt til havs. Udover det økonomiske tab for kunderne udgør disse containere en alvorlig miljøtrussel – især når de indeholder farligt gods som batterier eller kemikalier.